Kræft og valg
Okay, så er det lige oppe over, i morgen er der valg. Og heldigvis for det, for hvor er det trættende og cirkus-agtigt med den valgkamp. Personligt har jeg ikke fulgte valgkampen særlig meget, jeg har læst partiprogrammer og forsøgt at tage min beslutning… FØR valgkampen, for undskyld mig!!!…
er det ikke MELLEM valgkampene at valget skal vindes?
Al erfaring viser jo, at det der bliver sagt i valgkampene sjældent kan bruges til ret meget. Måske lige bortset fra at vise hvem der har mest kameratække og er god til at argumenterer under pres, men det er jo ikke dét der skal afgøre, hvem der egner sig bedst som statsminister og hvem som skal danne regering.
De senere år har jeg personligt valgt, at hælde til den side, hvor der bliver gjort mest for de langtidssyge, herunder kræftpatienter, men mit hjertebarn er og bliver REHABILITERING!!! Et ord jeg endnu ikke har hørt nævnt i den indeværende valgkamp… desværre. For bare inde for kræftområdet med ca. 33.000 nye kræfttilfælde årligt og flere og flere der overlever (tal fra Kræftens Bekæmpelse), så er der en absurd mangel på tilbud om rehabilitering, samtidig med at de tilbud der så er, forekommer mig at være noget snævre med særligt fokus på kost og motion, nogen som i min verden kommer sekundært efter de bløde og eksistentielle tanker og følelser som melder sig, når man har kæmpet med kræft.
Ved først og fremmest at få “styr” på det som foregår oven i dit hovedet, vil du kunne danne dig et overblik over, hvor du vil bevæge dig hen i livet. Overblik afføder overskud. Overskud er energi. Energien er én af flere motivationsfaktorer, som du kan bruge til at sætte kursen… og følge den. En anden gevinst ved at få “styr” på det oveni hovedet, og kende din kurs, er at du kan stille skarpt på målet. Når du kender målet behøver du ikke længere bruge en masse unødig energi, på at sejle rundt hvor vinden nu måtte føre dig hen, for du har fat i rorpinden. DU bestemmer kursen!.
Hvilket parti arbejder så mest for rehabilitering?
Det er godt nok svært… Med kræftplan 3, er det blevet mere tydeligt, at der mangler fokus og tilbud på området. Men faktum er jo nok, at der skal flere penge til, særligt fordi det inden for det offentlige system, ser ud til, at der ikke er interesse for indblanding fra private (socialøkonomiske) virksomheder, med mindre man altså hedder Kræftens Bekæmpelse.
Så mit valg falder på dem jeg mener og tror på, vil bidrage mest til det område, og lige nu hælder jeg til den røde afdeling, men jeg er – stadig - meget i tvivl. Det er mildest talt umuligt for mig at gennemskue de meldinger, der er kommet både før, men også under valgkampen. Når jeg hælder mest til den røde blok, er det fordi, at jeg håber og tror de kan gøre det bedre, end det den blå blok har formået de sidste ti år.
Ego-uge
I øjeblikket er jeg igang med én af de virkelig sjældne uger i mit liv. En uge hvor der ikke er andre i huset end mig, og selvom det er tomt og stilheden til tider er nærmest larmende, så er det dejligt.
Toke er på arbejde i denne uge, og har 7 dages uge, hvilket betyder at han først er hjemme på mandag. I søndags nogen timer inden han skulle afsted, fik jeg ham overtalt til at tage sønnike med på arbejde. I denne uge står den på Limfjordssejlads med en masse flotte og gamle skibe at kigge på, og Thor har længe gerne ville med på den tur, som løber af stablen en gang om året.
Julie og hendes kæreste støder til i morgen, og kæresten sejler med ugen ud. Julie er vidst nok nødt til, at tage tilbage og gå i skole torsdag og fredag, men kommer så igen til weekenden.
Jeg, derimod, har meldt fra i år og bliver hjemme – nogen skal jo passe farmen og dyrene 
. Men det betyder så også, at jeg er alene i denne uge, der er kun mig der skal op om morgenen, kun mig at tage hensyn til, kun mig at lave mad til og kun mig til at styre fjernkontrollen, hvis jeg altså når ind foran fjernsynet.
Alenetid giver mig mulighed for at arbejde lidt på mit KræftOverlever-projekt og skulle jeg glemme at lave mad eller gå i seng, så betyder det ikke så meget, for der er kun mig. Og det er altså bare sjældent at det sker.
I denne uge har jeg en del aftenarrangementer, hvilket er den egentlige årsag til at overtale Toke til at tage Thor med på arbejde. På den måde er Thor fri for at sidde alene de fleste aftener. Nu kan han i stedet have det sjovt, og jeg kan gøre det jeg skal UDEN dårlig samvittighed over at efterlade ham så meget alene.
Det bliver en god uge; jeg har nogle møder som jeg glæder mig til, en frivilligvagt i Kræftrådgivningen i Svendborg, min far kommer på besøg for en kort bemærkning henover weekenden, og vi skal følges til 90 års fødselsdag på søndag. Samtidig bliver det en uge med eftertænksomhed, med tid til at slappe af og ikke mindst ro til at nyde… hvad der end måtte komme.
Mandag kommer Toke og Thor hjem igen, og så vender dagligdagen tilbage igen, men indtil da… vil jeg samle en masse positiv energi og bare nyde at arbejde, gå ture og være mig selv!!! 
Kvinders helbred efter brystkræft skal kortlægges
Jeg har læst en artikel som Kræftens Bekæmpelse har på deres hjemmeside. Den handler om et nyt forskningsprojekt, der har til formål at vise hvordan kvinders helbred arter sig efter brystkræft. Sidst i artiklen er der nævnt noget om, også at få registreret hvilke senfølger der opstår efter behandlingen, sådan at årsagen til senfølgerne kan findes. Håbet er, at man ved at finde årsagen til senfølgerne kan tilpasse/optimere behandlingen for sygdommen eller måske helt ændre behandlingen med henblik på at undgå eller minimere senfølgerne.
Tal fra Kræftens Bekæmpelse viser, at man regner med at ca. 25.000 danskere dagligt lever med senfølger der nedsætter deres livskvalitet i større eller mindre grad.
Du kan læse hele artiklen her.
Personligt håber jeg at projektet får succes, og at det vil give dokumentation nok til at det kan svare sig, at have livskvaliteten efter sygdommen med i overvejelserne, når man tilbyder behandlingen. Måske – og det er muligvis lidt naivt – kan det også give lægerne syn for, at nok vil vi gerne overleve kræften, men nogen gange har overlevelsen en meget høj pris, så som ubærlige smerter og træthed, der i den grad nedsætter livskvaliteten. Oveni er der flere – og jeg er én af dem – som døjer med fysisk uoprettelige skader, som for eksempel gør et samliv med manden temmelig kompliceret og for nogen måske endda umuligt. Hvis behandlingen kan tilpasses eller ændres, så udsigterne til en knap så forringet livskvalitet efter kræft, som man hører om i dag, er jeg sikker på, at én af effekterne også er større overlevelsesrate og langt færre omkostninger for statskasssen efterfølgende. Det kan da kun være til gavn for alle.
Lene Aagaard
Følg på BlogLovin’
