Nyt initiativ: KræftOverlever
Så er det en realitet. Jeg har taget initiativ til et projekt, som har til formål at hjælpe danske KræftOverlevere.
KræftOverlever er et initiativ, som skal hjælpe dig, der også har overlevet kræft, og nu står ved den her “korsvej”. Forvirringen er på sit højeste og ressourcerne på sit laveste – og hvordan er det så lige at man kommer videre derfra? Hvis du er rigtig “uheldig”, så er der ikke bare 4 muligheder ved din korsvej, men mange flere, og endnu værre… i nogen af retningerne står der sågar nogle mennesker og river i dig: Kom den her vej… det er det bedste for dig…
Måske er der en arbejdsplads der gerne vil vide hvornår du kan starte igen, eller hvornår du kan forventes at kunne det samme som før. Familien som bare vil dit bedste, og tror at de hjælper ved at tage dine beslutninger for dig, fordi du ikke selv magter det – og tro mig! De VIL tage beslutningerne, hvis du ikke selv gør det. Måske har du nogle drømme, som du nok er nødt til at revidere, kan de overhovedet tilpasses din “nye” situation? og er det egentlig stadig en drøm, eller er der noget helt andet, der er blevet vigtigere?
Der følger en masse i kølvandet på at blive ramt af og behandlet for kræft. Der er fysiske bivirkninger og senere kommer senfølgerne. Og så er der dit hoved, hvor orden er blevet til kaos, og opgaven med at vende det igen, og få gjort kaos til orden, er mildest talt uoverskuelig, også selvom du godt ved, at den er uundgåelig, for DU kommer videre, hvis ikke DU gør noget!
Det er med ganske få ord, sådan jeg havde det tilbage i 2006, da jeg blev “sluppet ud” af hospitalet med beskeden om, at jeg var rask – kræften var væk. Mon ikke du og andre kan nikke genkendende til noget af det jeg har skrevet, hvis ikke det hele. Det er det jeg møder, når jeg taler med andre kræftoverlevere. De stod ligesom jeg med følelsen af at være havnet i et slags vakuum; du kommer fra hospitalsverdenen, hvor de havde fuld kontrol over dit liv, til lige pludseligt og temmeligt brat, at have fået ansvar og kontrol tilbage i dine hænder. Ofte sker det jo på et tidspunkt, hvor du ikke er klar til at tage hverken ansvar eller kontrol. I mit tilfælde, så var det jo først da jeg kom hjem og behandlingerne var overstået, at jeg blev rigtig syg.
Det er svært og det tager tid, men hvis du bliver mødt af én som ved hvor du “er”, som kender det, og samtidig har nogle værktøjer, nogle faciliteter, en række eksperter og en masse erfaringer at dele dig, vil du så ikke tage imod. Især hvis du ved, at det kan hjælpe dig, så du kan komme tilbage til dit liv på en effektiv og hensynsfuld måde, så du kan komme videre i den retning DU ønsker.
Et skridt af gangen og mød din frygt
Det er lidt komisk – synes jeg, at mange af os er så gode til at se og løse andres problemer, men vi har så frygteligt svært ved at se vores egne i øjnene.
Når det handler om at gøre noget for mine nærmeste, noget som vil glæde dem eller hjælpe dem, så overmander jeg frygten og gør mit allerbedste, hvilket som regel er mere end rigeligt. Jeg er stolt af mine børn og af Toke, jeg er stolt af min far og af mine svigerforældre, men når det kommer til mig selv, så har jeg alt for høje og til tider uoverkommelige forventninger. Og endnu bedre, jeg er god til at overbevise mig selv om, at alle andre har de samme forventninger til mig, som jeg selv har.
Når jeg så fejler – eller slet og ret er en smule menneskelig – og ikke lever op til disse forventninger, så er jeg dybt skuffet og pålægger alle andre også at være det. Det er hårdt at leve på den måde, så de senere år, er det en overbevisning jeg arbejder med at komme til livs, og jeg er godt på vej.
Jeg har lige haft en karrieremæssig øv-oplevelse, som helt klart er affødt af at ville erobre verden på én dag, men ikke kunne det fordi jeg er bange. Rigtig bange, og ender med at finde mig selv handlingslammet, panisk og ærgerlig over at jeg ikke formår at leve op til mine høje forventninger.
Med lidt hjælp, finder jeg ud af, at jeg er bange for at gå efter drømmen – og her sætter min lettere forskruede hjerne ind – fordi, at hvis jeg fejler og det hele falder til jorden, så er min drøm væk, alt jeg har kæmpet for er væk, og det kan jeg næsten ikke rumme. Omvendt, hvis jeg ikke går efter drømmen, så har jeg den jo stadig – jeg får den godt nok aldrig udlevet, men jeg mister den heller ikke. Hmmm…
Nu ved jeg jo tilfældigvis, at min drøm er realistisk nok, og den kan blive virkelighed… hvis jeg tør.
I dag, da jeg talte med min svigermor i telefonen, besluttede jeg at være ærlig og fortælle om mine bekymringer og om mit noget uheldige mønster, som jo blokere lidt, for at komme videre med min drøm. Her valgte hun så, at minde mig om, at set med hendes øjne, så er jeg mere end almindelig i stand til at gøre det jeg sætter mig for, også at sælge mig selv.
Jeg har i den senere tid, proklameret at jeg er rigtig ringe til at sælge mig selv. Så vidt hun kunne erindre, så havde jeg til dato fået alle de jobs jeg havde søgt, bare for at nævne et enkelt eksempel. Det er også hendes overbevisning, at min søde datter har den samme evne til at sælge sig selv, og at hun under ingen omstændigheder har den evne fra sin far. Svigermor har ret. Hun fik også sagt, at hvis hun kender mig ret, og vi antager at skrækscenariet sker; hvor drømmen falder til jorden og det ikke bliver til noget, så vil jeg helt sikkert finde en anden drøm at gå efter, når jeg har slikket sårene. Igen har hun ret!
Så dagen lærdom er to ting:
- at møde min frygt, for der er rigtig fedt på den anden side. Det har jeg – når jeg skal være ærlig overfor mig selv – jo set flere gange.
- tag et skridt af gangen, Rom blev ikke bygget på én dag, og det gør min drøm heller ikke, og en del af processen, er at nyde det undervejs.
Og det er så det jeg skal nu 
I dag er det fem år siden
I dag kl. ca. 10 for 5 år siden, tog jeg hjem fra sygehuset med beskeden om, at nu var jeg kureret for kræft. Og det skal de have… de har ret! Indtil dato har der ikke været tegn på kræft i mit system siden den dag.
Det betyder jo som jeg skrev for et stykke tid siden, at jeg statistisk set nu er kræftoverlever.
Min definition af kræftoverlever er en helt anden, for dybest set er jeg kræftoverlever fra den dag jeg får diagnosen til den dag jeg stiller træskoene. Den dag jeg fik at vide, at jeg havde kræft, var også den dag jeg begyndte at overleve kræften! Og nu har jeg klaret det i fem år, og jeg har fået smag for at “klare” den, så jeg tror lige at jeg snupper de næste… 50 - 60 år også.
I et bredere perspektiv, har jeg jo egentlig været kræftoverlever siden jeg var 13 år gammel. Den dag i 1983 da min lillesøster fik konstateret kræft, var også den dag, hvor kræften for alvor gjorde sit indtog i mit liv, og den har været der lige siden.
Om noget, så har den sygdom haft en voldsom indflydelse på hvordan mit liv har udviklet sig. Mine erfaringer med sygdommen starter med min lillesøster, rammer mig selv og senest havde den også fat i min svigerfar. Mine erfaringer med døden spænder fra, at se min søster ligge død i en hospitalsseng, at sige farvel til min mor som lå hjernedød i en hospitalsseng over til at holde både min mormor og morfar i hånden, da de maskiner som holdt dem i live, blev slukket. Oveni det kommer fem år med tårer, frustrationer, smerter, angst – dødsangst, manglende styrke og overskud, en voldsom træthed. Jeg har al mulig grund til at ligge mig et mørkt sted og blive vanvittig!
MEN…
De seneste fem år har også budt på perioder med glæde, varme, optimisme, håb, tro, livsglæde og masser af kærlighed.
Dybest set, så er min største lektie af de seneste fem år med min egen sygdom, at livet er NU! Det er skrøbeligt, det kan smuldre mellem hænderne på mig, det kan være glædeligt, lykkeligt, fuld af overraskelser. Men uanset, så er livet NU. En klog mand sagde en gang noget i stil med dette:
“Hver morgen når du står op, så får du 1440 minutter! De er dine, gør med dem hvad du vil. Bare husk: De kommer aldrig igen, du kan ikke gemme dem til senere, du kan ikke spare dem op og hvis du er heldig – rigtig heldig, så får du 1440 minutter igen i morgen.”
Jeg vil ikke være vanvittig, jeg vil leve! Så jeg er nødt til at vende alle mine erfaringer med sygdom og død til noget godt. Det er lige præcis, hvad jeg er i gang med nu.
I den seneste måneder…
har jeg arbejdet hårdt på at stable et projekt på benene, mit livs projekt. Projektet handler om at hjælpe andre kræftoverlevere til et liv med mere glæde, styrke og stolthed.
Efterhånden har jeg mødt mange som har overlevet kræft, og fælles for dem er at de ville ønske, at der var et tilbud, som kunne hjælpe dem til at komme videre med livet efter kræft. Ligeså mange efterlyser et netværk af ligestillede. Kræftens bekæmpelse har nogle gode tilbud, men de dækker langt fra det faktiske behov.
Jeg har samlet viden, taget notater, lyttet til dem jeg har mødt og brugt min egen erfaring både som kræftoverlever, men også som pårørende og kogt det sammen til det her projekt. Det ligger mig uhyre meget på sinde at det bliver en succes, så flere kan komme hurtigere og gladere tilbage til deres liv eller videre i en ny retning.
Mit hjertebarn hedder: KRÆFTOVERLEVER.DK
Det går rigtig godt, jeg får flere og flere som gerne vil bidrage med deres viden og kompetencer, så dem som kommer på workshops’ne kan få et stort udbytte. Én af de vigtigste parametre når jeg skal finde dem, som jeg gerne vil have til at bidrage på workshoppen er; at de skal have personlige erfaringer med kræft, dvs. arbejdet med kræftramte i mange år, selv have haft sygdommen eller have en meget nærtstående, som har haft kræft. Det er yderst vigtigt, fordi det sikre, at dem som deltager på workshoppen altid vil møde nogen som forstår og som ved, fordi de har været der selv!
Jeg glæder mig helt vildt til at møde og hjælpe andre kræftramte, der er så meget brug for flere tilbud af den slags.
Så er det jo også med stolthed, at jeg kan fortælle, at Søs Egelind synes det er et fantastisk projekt, som hun gerne vil støtte.
Lene Aagaard
Følg på BlogLovin’
