Sommerferie i rette tid
Det har været et langt forår på mange måder, og jeg trængte virkelig til ferie. Hos os os er ferie lig med en længere periode, hvor Toke er hjemme, og eftersom han havde haft nogle lange arbejdsperioder op til ferien, kunne vi i den grad mærke at vi havde fri. Derudover er der jo lige det faktum at jeg er gift med en tornado, der bare ikke kan holde sig i ro, så der gik vel en uge eller halvanden, så var min vilde have pludselig trimmet og pæn, huset skinnede og vi fik god hjemmelavet mad. Det er da ferie når den er bedst 
I slutningen af Juli tog vi en uge til Irland. Jeg havde lejet en bil i tre dage, så vi startede med at køre fra Dublin til Vestkysten. Den første aften kørte vi “hjem” til Dublin og sov, natten efter blev vi “ude”. Vi fikmkørt godt 2000 km. og fik set en god del af den grønne – og meget smukke – ø.
Vi fik set hvor grøn øen virkelig er, i øvrigt en fantastisk smuk grøn farve. Jeg ved ikke om der er et specielt lys, eller om græsset bare er grønnere, men hold da op hvor er det flot. Vi fik også gået en masse lange ture, hvor vi havde en fantastisk udsigt. Her er bare én af dem:
Bagefter tilbragte vi et par dage med at udforske Dublin, og en af de større oplevelser var helt klart besøget på Trinity College som byder på stolte traditioner og smukke bygninger.
Det var en smuk og oplevelsesrig tur, som vi virkelig nød. Den eneste virkelige nedtur, var at vi til at starte med valgte Irland for at kunne besøge en kammerat… desværre flyttede han til Frankrig en uge før vi kom. Til gengæld arranerede han en dag med hans onkel, som tog os ud på en utrolig smuk, utrolig lang, utrolig stejl og utrolig hård vandretur. Eller det vil sige, for ham var det en turisttur, for mig var det en ekstrem overvindelse og kæmpe sejr. Turen gik cirka 4 – 5 km op af bakke – læs bjerg – hvor vi gik fra 0 til 600 højdemeter. Herefter 1 – 2 km på bakkekammen og endelig ned igen… af ca 5000 trappetrin.
På turen op passerede vi flere som gik den modsatte vej, og når man skulle passere var det nødvendigt at den en part trådte til side, så den anden kunne komme forbi, og da vi gik deropppe på bakken, har jeg nok mest af alt lignet en som kunne dratte om hvornår det skulle være. I hvert fald fik jeg bemærkninger og trøstende ord med på vejen, noget i retningen af: “Hang in there, you can make it”, “You’re allmost there”, “not far now”, “you can do it”. Og ja, de havde alle ret og det var sødt af dem.
Trods enormt ømme ankler og knæ, så var det en tur jeg aldrig vil glemme, og det tror jeg heller ikke at Thor og Toke vil.
Sidste stop
Vi valgte at aflevere camperen én dag for tidligt, og så tage en ekstra nat på hotel. Vi var nok alle ved at indstille os på at det snart var tid til at vende næsen hjemad, og det gjorde os lidt mætte af alle de indtryk vi havde fået indtil nu. Så det var meget fristende, at sove i en seng som var af normal størrlse, og som ikke hældte i den ene eller anden retning.
Hotellet ville gerne modtage os en dag før, så her er vi nu.
Vi bor dejlig tæt på byen, en god halv time på gåben hver vej. På vejen til byen går vi gennem Hagley Park, som blandt andet rummer Botanisk Have. Det var en smuk gåtur gennem botanisk have. Det er jo forår her, så Rhodondendronerne står i fuldt flor, det samme gør tulipaner og liljer. I øvrigt så er deres Rhodondendronerne i overdimensionerede størrelser. Blomsterhovederne er på størrelse med vores hoveder. Vi så også nogen hvor selve planten, eller jeg burde nok sige træet, er ca 10 – 15 meter høj. Det er Toke der står under den der er afbilledet her:
Vi var også inde i centrum, hvor vi var inde på et akvarium, og de havde også et par Kiwier, som vi så. Vi var heldige at de to Kiwier valgte at komme helt hen til ruderne, så vi kunne se dem. Det er jo en fugl der er aktiv om natten og meget sky, så der er mørkt der hvor vi kan komme ind og se dem. Det er et pudsigt dyr, og STORT. Den er på størrelse med en fodbold, så kan den ikke flyve, og den har et langt næb, som den bruger til at grave mad frem under blade og kviste i skovbunden.
De tyrkis søer
På vejen fra Queenstown til Christchurch gjorde vi stop ved Lake Tekapo. Det var faktisk en lidt underlig tur dertil, for undervejs begyndte nogle af skyerne at blive helt grønne at se på, eller de havde vel nærmest et grønligt skær, men det var kun på en enkelt koncentreret område på skyerne. Lidt ligesom når vi herhjemme kan se et guligt eller orange skær på himlen og det så viser sig, at det er en flok oplyste drivhuse, som er årsagen. Men drivhuse med grønt lys, synes ikke at være en mulighed.
Da vi havde kørt et stykke tid, kom svaret. Vi kom over en kunstig kanal som også husede et laksebrug, men endnu mere interessant var vandet farve. Det var helt tyrkis og det blændede næsten. Vandets farve skyldes smeltevand og stenmel. Det er tre kæmpestore søer som er forbundet med kunstige kanaler – en slags overløbsventiler. Det var et helt vildt syn, og sikke en farve de søer havde.
Lene Aagaard
Følg på BlogLovin’
