Kræftfri og tiden flyver bare afsted
Det er jo vildt længe siden jeg sidst har skrevet, og meget er sket siden sidst.
Kræftfri, men hvad nu hvis…
Jeg gik noget ned med flaget, da jeg på ufin vis, blev udskrevet af OUH’s regi som værende kureret for kræft. Selvom det jo egentlig er en skidegod ting, så efterlod det mig med nogen frustration. Først og fremmest var jeg noget fortørnet over måden mit forløb var blevet afsluttet på. Jeg synes stadig ikke det er en god idé, at meddele den endelige slutning på mit kontrol forløb, når jeg ligger i en hospitalsseng med badehætte og uden trusser og venter på min sidste gynækologiske undersøgelse i narkose.
Omvendt så er jeg nu færdig med kræftafdelingen og gynækologisk afdeling på OUH, og jeg har ved gud INGEN intentioner om nogensinde at komme tilbage dertil. Heldigvis har jeg jo verdens bedste læge, og han har fulgt mig gennem hele mit sygdomsforløb, og han hænger i endnu. Efter beskeden om at mit forløb var afsluttet, havde jeg svært ved at forholde mig til, at det så åbenbart samtidig betød, at alle løfter som lægerne på OUH havde givet, ja de var ikke længere gældende. Så den sidste PET/CT jeg skulle have haft som en egentlig afslutning blev aldrig til noget.
Det værste er dog, at jeg føler mig ladt i stikken, for hvordan skal jeg blive tjekket fremover? Jeg kan ikke gå tilbage til den almindelige screening, for min skede er groet sammen i toppen, hvilket gør det umuligt at lave et skrab i livmoderen, og det der med at “vi kan jo se, hvis der er noget galt” er bare ikke godt nok. Jeg er ikke dum, og hvis først der er nogen som kan SE et problem, så er jeg for alvor på skideren, så jeg vil sgu gerne opdages lidt før.
Nu har jeg jo ikke nogen planer eller intentioner om nogensinde at blive syg igen, men som en god kollega sagde… det er nu rart at blive bekræftet i den overbevisning med jævne mellemrum.
Lene, nu med egen gynækolog
Min læge havde jo lovet mig, at arbejde på at finde en måde eller et sted hvor jeg hver andet eller tredie år kan blive tjekket for at se om alt er okay. Han har fundet en gynækolog som jeg har besøgt her i starten af måneden, og han har foranlediget en række undersøgelser som skal vise mig hvordan status er i dag. Det vil ske over en længere periode, og i første omgang har han sendt mig til en knogleskanning, der skal vise om jeg har en øget risiko eller ligefrem er ved at udvikle knogleskørhed. Egentlig er der ikke som sådan mistanke om det, men fordi jeg har fravalgt hormonbehandlingen som følge af akut overgangsalder der indtraf efter behandlingen for min sygdom, ja så mener han at jeg er i risikogruppen og vel egentlig også lidt skør. Men vi aftalte at vi først vil se resultaterne af skanningen og tilhørende blodprøve, FØR vi drager nogen konklusioner.
Jeg har også allerede fået en ny tid om to år, så jeg kan blive tjekket igen.
Livet er bare bedre…
Når du selv tager styringen og selv er medbestemmende også omkring dit helbred og hvordan det skal tjekkes og vedligeholdes, så giver det bare mere overskud og tillid til at det går i den rigtige retning. Ikke mindst giver det også ro til at tænke på andre ting og bruge krudt på andre ting, noget der ellers godt kan være svært når uvidenhed, frustration og afmagt dræner dig for energi.
Det tog lidt tid, men mit liv er blevet bedre, og jeg arbejder på at forbedre det hele tiden. Faktisk så er det en af de rigtig sjove opgaver jeg har påtaget mig… at gøre mit liv bedre 
Ego-uge
I øjeblikket er jeg igang med én af de virkelig sjældne uger i mit liv. En uge hvor der ikke er andre i huset end mig, og selvom det er tomt og stilheden til tider er nærmest larmende, så er det dejligt.
Toke er på arbejde i denne uge, og har 7 dages uge, hvilket betyder at han først er hjemme på mandag. I søndags nogen timer inden han skulle afsted, fik jeg ham overtalt til at tage sønnike med på arbejde. I denne uge står den på Limfjordssejlads med en masse flotte og gamle skibe at kigge på, og Thor har længe gerne ville med på den tur, som løber af stablen en gang om året.
Julie og hendes kæreste støder til i morgen, og kæresten sejler med ugen ud. Julie er vidst nok nødt til, at tage tilbage og gå i skole torsdag og fredag, men kommer så igen til weekenden.
Jeg, derimod, har meldt fra i år og bliver hjemme – nogen skal jo passe farmen og dyrene 
. Men det betyder så også, at jeg er alene i denne uge, der er kun mig der skal op om morgenen, kun mig at tage hensyn til, kun mig at lave mad til og kun mig til at styre fjernkontrollen, hvis jeg altså når ind foran fjernsynet.
Alenetid giver mig mulighed for at arbejde lidt på mit KræftOverlever-projekt og skulle jeg glemme at lave mad eller gå i seng, så betyder det ikke så meget, for der er kun mig. Og det er altså bare sjældent at det sker.
I denne uge har jeg en del aftenarrangementer, hvilket er den egentlige årsag til at overtale Toke til at tage Thor med på arbejde. På den måde er Thor fri for at sidde alene de fleste aftener. Nu kan han i stedet have det sjovt, og jeg kan gøre det jeg skal UDEN dårlig samvittighed over at efterlade ham så meget alene.
Det bliver en god uge; jeg har nogle møder som jeg glæder mig til, en frivilligvagt i Kræftrådgivningen i Svendborg, min far kommer på besøg for en kort bemærkning henover weekenden, og vi skal følges til 90 års fødselsdag på søndag. Samtidig bliver det en uge med eftertænksomhed, med tid til at slappe af og ikke mindst ro til at nyde… hvad der end måtte komme.
Mandag kommer Toke og Thor hjem igen, og så vender dagligdagen tilbage igen, men indtil da… vil jeg samle en masse positiv energi og bare nyde at arbejde, gå ture og være mig selv!!!
Tilgivelse
Jeg får nogle aha-oplevelser fra de særeste steder i øjeblikket. I går var det min svigermor, i dag er det fra en film.
For at fejre at weekenden endelig oprandt, så jeg en film jeg har forsøgt at se et par gange. De første par gange jeg forsøgte var i min seng, og det gik ikke så godt, eftersom jeg faldt i søvn efter 15 – 20 minutter. I dag satte jeg filmen på midt på efermiddagen og sad i sofaen og så den.
Filmen er okay, ikke den bedste jeg har set, men der er nogle gode pointer i. Julia Roberts spiller Lis – hovedrollen, og filmens tema, er jo nok at hun skal finde sig selv. Noget af filmen foregår i Indien, hvor en amerikaner laver en lille mikro-analyse på hende og kommer frem til noget i stil med:
It seems you are waiting for someone to forgive you, wenn you! are the only one, who needs to forgive you!
Nogen gange tager jeg mig selv i at tænke, at hvis bare jeg kunne møde en tidligere kæreste eller veninde, så jeg kunne sige undskyld for min upassende og umodne opførsel – selvfølgelig i håbet om at de ville tilgive mig uden tøven. Eller hvis jeg lige kunne få 5 minutter med min lillesøster, for der er en del jeg virkelig gerne vil undskylde. Men hvad nu hvis de ikke vil tilgive mig? Dét, og selvfølgelig det faktum at det rent faktisk ville være upassende, for ikke at sige umuligt, er årsagen til at jeg så ikke “møder” dem.
Men helt ærligt, så handler det jo dybest set om, at jeg ikke har tilgivet mig selv. Der er jo personer omkring mig, som jeg kunne søge tilgivelse hos, men jeg ved jo godt, at de enten ikke mener at der er noget at tilgive, eller også har de slet og ret glemt alt om min “opførsel” og ikke tænkt på det siden. Når jeg tænker over det, så har mine handlinger igennem tiden aldrig været af en ond mening, men nærmere affødt af, at det var hvad jeg var i stand til på det givne tidspunkt. Det er mig der skal tilgive mig, og jeg tror det er tiden at gøre de første tiltag i den retning, så…
- Jeg tilgiver mig selv for at have behandlet min lillesøster uretfærdigt og at jeg ikke altid har været lige sød overfor hende.
- Jeg tilgiver mig selv for at have behandlet mine tidligere kærester rigtig skidt – de har ikke haft en kinamands chance!
- Jeg tilgiver mig selv for ikke at have været den datter, kæreste, kone, mor eller veninde, som jeg selv synes jeg skulle have været.
Det føles godt, men også lidt underligt, lidt som at give slip på noget jeg har holdt fast i længe. Jeg tror jeg skal læse dem højt et par gange før de rigtig rodfæster sig, men det skal nok komme.
Heldigvis er langt de fleste mennesker… bare det, mennesker! Vi handler med de ressourcer vi har på det givne tidspunkt, og vi gør det bedste vi formår med den viden og de færdigheder vi har. Hvis vi husker det, vil der være meget mindre at tilgive. Hvis der er noget der skal tilgives, så er det i min verden, unægtelig noget nemmere, når jeg tror på, at den person som jeg skal tilgive, har handlet i god tro og med gode hensigter. Det gælder jo også, når den person er mig selv
Lene Aagaard
Følg på BlogLovin’
