Kræftfri og tiden flyver bare afsted
Det er jo vildt længe siden jeg sidst har skrevet, og meget er sket siden sidst.
Kræftfri, men hvad nu hvis…
Jeg gik noget ned med flaget, da jeg på ufin vis, blev udskrevet af OUH’s regi som værende kureret for kræft. Selvom det jo egentlig er en skidegod ting, så efterlod det mig med nogen frustration. Først og fremmest var jeg noget fortørnet over måden mit forløb var blevet afsluttet på. Jeg synes stadig ikke det er en god idé, at meddele den endelige slutning på mit kontrol forløb, når jeg ligger i en hospitalsseng med badehætte og uden trusser og venter på min sidste gynækologiske undersøgelse i narkose.
Omvendt så er jeg nu færdig med kræftafdelingen og gynækologisk afdeling på OUH, og jeg har ved gud INGEN intentioner om nogensinde at komme tilbage dertil. Heldigvis har jeg jo verdens bedste læge, og han har fulgt mig gennem hele mit sygdomsforløb, og han hænger i endnu. Efter beskeden om at mit forløb var afsluttet, havde jeg svært ved at forholde mig til, at det så åbenbart samtidig betød, at alle løfter som lægerne på OUH havde givet, ja de var ikke længere gældende. Så den sidste PET/CT jeg skulle have haft som en egentlig afslutning blev aldrig til noget.
Det værste er dog, at jeg føler mig ladt i stikken, for hvordan skal jeg blive tjekket fremover? Jeg kan ikke gå tilbage til den almindelige screening, for min skede er groet sammen i toppen, hvilket gør det umuligt at lave et skrab i livmoderen, og det der med at “vi kan jo se, hvis der er noget galt” er bare ikke godt nok. Jeg er ikke dum, og hvis først der er nogen som kan SE et problem, så er jeg for alvor på skideren, så jeg vil sgu gerne opdages lidt før.
Nu har jeg jo ikke nogen planer eller intentioner om nogensinde at blive syg igen, men som en god kollega sagde… det er nu rart at blive bekræftet i den overbevisning med jævne mellemrum.
Lene, nu med egen gynækolog
Min læge havde jo lovet mig, at arbejde på at finde en måde eller et sted hvor jeg hver andet eller tredie år kan blive tjekket for at se om alt er okay. Han har fundet en gynækolog som jeg har besøgt her i starten af måneden, og han har foranlediget en række undersøgelser som skal vise mig hvordan status er i dag. Det vil ske over en længere periode, og i første omgang har han sendt mig til en knogleskanning, der skal vise om jeg har en øget risiko eller ligefrem er ved at udvikle knogleskørhed. Egentlig er der ikke som sådan mistanke om det, men fordi jeg har fravalgt hormonbehandlingen som følge af akut overgangsalder der indtraf efter behandlingen for min sygdom, ja så mener han at jeg er i risikogruppen og vel egentlig også lidt skør. Men vi aftalte at vi først vil se resultaterne af skanningen og tilhørende blodprøve, FØR vi drager nogen konklusioner.
Jeg har også allerede fået en ny tid om to år, så jeg kan blive tjekket igen.
Livet er bare bedre…
Når du selv tager styringen og selv er medbestemmende også omkring dit helbred og hvordan det skal tjekkes og vedligeholdes, så giver det bare mere overskud og tillid til at det går i den rigtige retning. Ikke mindst giver det også ro til at tænke på andre ting og bruge krudt på andre ting, noget der ellers godt kan være svært når uvidenhed, frustration og afmagt dræner dig for energi.
Det tog lidt tid, men mit liv er blevet bedre, og jeg arbejder på at forbedre det hele tiden. Faktisk så er det en af de rigtig sjove opgaver jeg har påtaget mig… at gøre mit liv bedre 
Kræft og valg
Okay, så er det lige oppe over, i morgen er der valg. Og heldigvis for det, for hvor er det trættende og cirkus-agtigt med den valgkamp. Personligt har jeg ikke fulgte valgkampen særlig meget, jeg har læst partiprogrammer og forsøgt at tage min beslutning… FØR valgkampen, for undskyld mig!!!…
er det ikke MELLEM valgkampene at valget skal vindes?
Al erfaring viser jo, at det der bliver sagt i valgkampene sjældent kan bruges til ret meget. Måske lige bortset fra at vise hvem der har mest kameratække og er god til at argumenterer under pres, men det er jo ikke dét der skal afgøre, hvem der egner sig bedst som statsminister og hvem som skal danne regering.
De senere år har jeg personligt valgt, at hælde til den side, hvor der bliver gjort mest for de langtidssyge, herunder kræftpatienter, men mit hjertebarn er og bliver REHABILITERING!!! Et ord jeg endnu ikke har hørt nævnt i den indeværende valgkamp… desværre. For bare inde for kræftområdet med ca. 33.000 nye kræfttilfælde årligt og flere og flere der overlever (tal fra Kræftens Bekæmpelse), så er der en absurd mangel på tilbud om rehabilitering, samtidig med at de tilbud der så er, forekommer mig at være noget snævre med særligt fokus på kost og motion, nogen som i min verden kommer sekundært efter de bløde og eksistentielle tanker og følelser som melder sig, når man har kæmpet med kræft.
Ved først og fremmest at få “styr” på det som foregår oven i dit hovedet, vil du kunne danne dig et overblik over, hvor du vil bevæge dig hen i livet. Overblik afføder overskud. Overskud er energi. Energien er én af flere motivationsfaktorer, som du kan bruge til at sætte kursen… og følge den. En anden gevinst ved at få “styr” på det oveni hovedet, og kende din kurs, er at du kan stille skarpt på målet. Når du kender målet behøver du ikke længere bruge en masse unødig energi, på at sejle rundt hvor vinden nu måtte føre dig hen, for du har fat i rorpinden. DU bestemmer kursen!.
Hvilket parti arbejder så mest for rehabilitering?
Det er godt nok svært… Med kræftplan 3, er det blevet mere tydeligt, at der mangler fokus og tilbud på området. Men faktum er jo nok, at der skal flere penge til, særligt fordi det inden for det offentlige system, ser ud til, at der ikke er interesse for indblanding fra private (socialøkonomiske) virksomheder, med mindre man altså hedder Kræftens Bekæmpelse.
Så mit valg falder på dem jeg mener og tror på, vil bidrage mest til det område, og lige nu hælder jeg til den røde afdeling, men jeg er – stadig - meget i tvivl. Det er mildest talt umuligt for mig at gennemskue de meldinger, der er kommet både før, men også under valgkampen. Når jeg hælder mest til den røde blok, er det fordi, at jeg håber og tror de kan gøre det bedre, end det den blå blok har formået de sidste ti år.
Nyt initiativ: KræftOverlever
Så er det en realitet. Jeg har taget initiativ til et projekt, som har til formål at hjælpe danske KræftOverlevere.
KræftOverlever er et initiativ, som skal hjælpe dig, der også har overlevet kræft, og nu står ved den her “korsvej”. Forvirringen er på sit højeste og ressourcerne på sit laveste – og hvordan er det så lige at man kommer videre derfra? Hvis du er rigtig “uheldig”, så er der ikke bare 4 muligheder ved din korsvej, men mange flere, og endnu værre… i nogen af retningerne står der sågar nogle mennesker og river i dig: Kom den her vej… det er det bedste for dig…
Måske er der en arbejdsplads der gerne vil vide hvornår du kan starte igen, eller hvornår du kan forventes at kunne det samme som før. Familien som bare vil dit bedste, og tror at de hjælper ved at tage dine beslutninger for dig, fordi du ikke selv magter det – og tro mig! De VIL tage beslutningerne, hvis du ikke selv gør det. Måske har du nogle drømme, som du nok er nødt til at revidere, kan de overhovedet tilpasses din “nye” situation? og er det egentlig stadig en drøm, eller er der noget helt andet, der er blevet vigtigere?
Der følger en masse i kølvandet på at blive ramt af og behandlet for kræft. Der er fysiske bivirkninger og senere kommer senfølgerne. Og så er der dit hoved, hvor orden er blevet til kaos, og opgaven med at vende det igen, og få gjort kaos til orden, er mildest talt uoverskuelig, også selvom du godt ved, at den er uundgåelig, for DU kommer videre, hvis ikke DU gør noget!
Det er med ganske få ord, sådan jeg havde det tilbage i 2006, da jeg blev “sluppet ud” af hospitalet med beskeden om, at jeg var rask – kræften var væk. Mon ikke du og andre kan nikke genkendende til noget af det jeg har skrevet, hvis ikke det hele. Det er det jeg møder, når jeg taler med andre kræftoverlevere. De stod ligesom jeg med følelsen af at være havnet i et slags vakuum; du kommer fra hospitalsverdenen, hvor de havde fuld kontrol over dit liv, til lige pludseligt og temmeligt brat, at have fået ansvar og kontrol tilbage i dine hænder. Ofte sker det jo på et tidspunkt, hvor du ikke er klar til at tage hverken ansvar eller kontrol. I mit tilfælde, så var det jo først da jeg kom hjem og behandlingerne var overstået, at jeg blev rigtig syg.
Det er svært og det tager tid, men hvis du bliver mødt af én som ved hvor du “er”, som kender det, og samtidig har nogle værktøjer, nogle faciliteter, en række eksperter og en masse erfaringer at dele dig, vil du så ikke tage imod. Især hvis du ved, at det kan hjælpe dig, så du kan komme tilbage til dit liv på en effektiv og hensynsfuld måde, så du kan komme videre i den retning DU ønsker.
Lene Aagaard
Følg på BlogLovin’
