Kræft og valg
Okay, så er det lige oppe over, i morgen er der valg. Og heldigvis for det, for hvor er det trættende og cirkus-agtigt med den valgkamp. Personligt har jeg ikke fulgte valgkampen særlig meget, jeg har læst partiprogrammer og forsøgt at tage min beslutning… FØR valgkampen, for undskyld mig!!!…
er det ikke MELLEM valgkampene at valget skal vindes?
Al erfaring viser jo, at det der bliver sagt i valgkampene sjældent kan bruges til ret meget. Måske lige bortset fra at vise hvem der har mest kameratække og er god til at argumenterer under pres, men det er jo ikke dét der skal afgøre, hvem der egner sig bedst som statsminister og hvem som skal danne regering.
De senere år har jeg personligt valgt, at hælde til den side, hvor der bliver gjort mest for de langtidssyge, herunder kræftpatienter, men mit hjertebarn er og bliver REHABILITERING!!! Et ord jeg endnu ikke har hørt nævnt i den indeværende valgkamp… desværre. For bare inde for kræftområdet med ca. 33.000 nye kræfttilfælde årligt og flere og flere der overlever (tal fra Kræftens Bekæmpelse), så er der en absurd mangel på tilbud om rehabilitering, samtidig med at de tilbud der så er, forekommer mig at være noget snævre med særligt fokus på kost og motion, nogen som i min verden kommer sekundært efter de bløde og eksistentielle tanker og følelser som melder sig, når man har kæmpet med kræft.
Ved først og fremmest at få “styr” på det som foregår oven i dit hovedet, vil du kunne danne dig et overblik over, hvor du vil bevæge dig hen i livet. Overblik afføder overskud. Overskud er energi. Energien er én af flere motivationsfaktorer, som du kan bruge til at sætte kursen… og følge den. En anden gevinst ved at få “styr” på det oveni hovedet, og kende din kurs, er at du kan stille skarpt på målet. Når du kender målet behøver du ikke længere bruge en masse unødig energi, på at sejle rundt hvor vinden nu måtte føre dig hen, for du har fat i rorpinden. DU bestemmer kursen!.
Hvilket parti arbejder så mest for rehabilitering?
Det er godt nok svært… Med kræftplan 3, er det blevet mere tydeligt, at der mangler fokus og tilbud på området. Men faktum er jo nok, at der skal flere penge til, særligt fordi det inden for det offentlige system, ser ud til, at der ikke er interesse for indblanding fra private (socialøkonomiske) virksomheder, med mindre man altså hedder Kræftens Bekæmpelse.
Så mit valg falder på dem jeg mener og tror på, vil bidrage mest til det område, og lige nu hælder jeg til den røde afdeling, men jeg er – stadig - meget i tvivl. Det er mildest talt umuligt for mig at gennemskue de meldinger, der er kommet både før, men også under valgkampen. Når jeg hælder mest til den røde blok, er det fordi, at jeg håber og tror de kan gøre det bedre, end det den blå blok har formået de sidste ti år.
Kvinders helbred efter brystkræft skal kortlægges
Jeg har læst en artikel som Kræftens Bekæmpelse har på deres hjemmeside. Den handler om et nyt forskningsprojekt, der har til formål at vise hvordan kvinders helbred arter sig efter brystkræft. Sidst i artiklen er der nævnt noget om, også at få registreret hvilke senfølger der opstår efter behandlingen, sådan at årsagen til senfølgerne kan findes. Håbet er, at man ved at finde årsagen til senfølgerne kan tilpasse/optimere behandlingen for sygdommen eller måske helt ændre behandlingen med henblik på at undgå eller minimere senfølgerne.
Tal fra Kræftens Bekæmpelse viser, at man regner med at ca. 25.000 danskere dagligt lever med senfølger der nedsætter deres livskvalitet i større eller mindre grad.
Du kan læse hele artiklen her.
Personligt håber jeg at projektet får succes, og at det vil give dokumentation nok til at det kan svare sig, at have livskvaliteten efter sygdommen med i overvejelserne, når man tilbyder behandlingen. Måske – og det er muligvis lidt naivt – kan det også give lægerne syn for, at nok vil vi gerne overleve kræften, men nogen gange har overlevelsen en meget høj pris, så som ubærlige smerter og træthed, der i den grad nedsætter livskvaliteten. Oveni er der flere – og jeg er én af dem – som døjer med fysisk uoprettelige skader, som for eksempel gør et samliv med manden temmelig kompliceret og for nogen måske endda umuligt. Hvis behandlingen kan tilpasses eller ændres, så udsigterne til en knap så forringet livskvalitet efter kræft, som man hører om i dag, er jeg sikker på, at én af effekterne også er større overlevelsesrate og langt færre omkostninger for statskasssen efterfølgende. Det kan da kun være til gavn for alle.
Hurra for min egen læge!
Endnu en gang kan jeg bare klappe i mine hænder og lave en bølge, for jeg har simpelthen verdens bedste læge 
.
Som jeg skrev i det tidligere indlæg, så var det lidt skuffende og måske også lidt rystende, at få afsluttet mit kontrolforløb fem minutter før jeg skulle i narkose. Men jeg valgte jo at holde min mund og tænke, at det må min egen læge tage sig af.
Torsdag den 30. juni 2011, havde jeg så en tid hos min egen læge. Han er oprindeligt fra Holland, og det er måske det der gør at han er dejlig lun og altid i godt humør. I hvert fald, så lagde han ud med at sige til mig, han han venligt, men bestemt var nødt til at bede mig skifte læge… øhhh nå?!!! Så smilede han lidt, og sagde; jeg tjener simpelthen for lidt penge på dig, du kommer for sjældent… og så storgrinte han . Så var konsultatioonen igang!
Han havde endnu ikke modtaget min journal fra OUH, men ville rykke for den. Han undredes lidt over den prompte afslutning på mit forløb, ikke mindst fordi, at aftalen ved forrige kontrol jo var, at jeg skulle PET-scannes som afslutning på forløbet, og det var efterhånden længe siden jeg sidst var blevet scannet.
Jeg luftede min frustration fra sygehuset og fortalte kort min version af oplevelsen. Jeg fortalte ham også, at den eneste grund til at jeg ikke brød sammen… igen, var at jeg, lige dér i hospitalssengen, havde besluttet, at nu var han den som havde ansvaret for at jeg med jævne mellemrum, såsom hvert andet eller tredie år, bliver tjekket på bedst tænkelige vis, sådan at vi kan blive ved med at få slået fast, at jeg ikke har sygdommen, og selvfølgelig aldrig får den igen. Han er jo så god til at få tingene til at ske.
Han tog opgaven til sig, og sagde at det skulle han nok få styr på.
Der er genetableret ro og overskud i mit liv. Hurra for min læge!!!
Lene Aagaard
Følg på BlogLovin’
