Kræftfri, men hvad nu hvis…

Jeg gik noget ned med flaget, da jeg på ufin vis, blev udskrevet af OUH’s regi som værende kureret for kræft. Selvom det jo egentlig er en skidegod ting, så efterlod det mig med nogen frustration. Først og fremmest var jeg noget fortørnet over måden mit forløb var blevet afsluttet på. Jeg synes stadig ikke det er en god idé, at meddele den endelige slutning på mit kontrol forløb, når jeg ligger i en hospitalsseng med badehætte og uden trusser og venter på min sidste gynækologiske undersøgelse i narkose.

Omvendt så er jeg nu færdig med kræftafdelingen og gynækologisk afdeling på OUH, og jeg har ved gud INGEN intentioner om nogensinde at komme tilbage dertil. Heldigvis har jeg jo verdens bedste læge, og han har fulgt mig gennem hele mit sygdomsforløb, og han hænger i endnu. Efter beskeden om at mit forløb var afsluttet, havde jeg svært ved at forholde mig til, at det så åbenbart samtidig betød, at alle løfter som lægerne på OUH havde givet, ja de var ikke længere gældende. Så den sidste PET/CT jeg skulle have haft som en egentlig afslutning blev aldrig til noget.

Det værste er dog, at jeg føler mig ladt i stikken, for hvordan skal jeg blive tjekket fremover? Jeg kan ikke gå tilbage til den almindelige screening, for min skede er groet sammen i toppen, hvilket gør det umuligt at lave et skrab i livmoderen, og det der med at “vi kan jo se, hvis der er noget galt” er bare ikke godt nok. Jeg er ikke dum, og hvis først der er nogen som kan SE et problem, så er jeg for alvor på skideren, så jeg vil sgu gerne opdages lidt før.

Nu har jeg jo ikke nogen planer eller intentioner om nogensinde at blive syg igen, men som en god kollega sagde… det er nu rart at blive bekræftet i den overbevisning med jævne mellemrum.

Lene, nu med egen gynækolog

Min læge havde jo lovet mig, at arbejde på at finde en måde eller et sted hvor jeg hver andet eller tredie år kan blive tjekket for at se om alt er okay. Han har fundet en gynækolog som jeg har besøgt her i starten af måneden, og han har foranlediget en række undersøgelser som skal vise mig hvordan status er i dag. Det vil ske over en længere periode, og i første omgang har han sendt mig til en knogleskanning, der skal vise om jeg har en øget risiko eller ligefrem er ved at udvikle knogleskørhed. Egentlig er der ikke som sådan mistanke om det, men fordi jeg har fravalgt hormonbehandlingen som følge af akut overgangsalder der indtraf efter behandlingen for min sygdom, ja så mener han at jeg er i risikogruppen og vel egentlig også lidt skør. Men vi aftalte at vi først vil se resultaterne af skanningen og tilhørende blodprøve, FØR vi drager nogen konklusioner.

Jeg har også allerede fået en ny tid om to år, så jeg kan blive tjekket igen.

Livet er bare bedre…

Når du selv tager styringen og selv er medbestemmende også omkring dit helbred og hvordan det skal tjekkes og vedligeholdes, så giver det bare mere overskud og tillid til at det  går i den rigtige retning. Ikke mindst giver det også ro til at tænke på andre ting og bruge krudt på andre ting, noget der ellers godt kan være svært når uvidenhed, frustration og afmagt dræner dig for energi.

Det tog lidt tid, men mit liv er blevet bedre, og jeg arbejder på at forbedre det hele tiden. Faktisk så er det en af de rigtig sjove opgaver jeg har påtaget mig… at gøre mit liv bedre

Bogmærk

er det ikke MELLEM valgkampene at valget skal vindes?

Al erfaring viser jo, at det der bliver sagt i valgkampene sjældent kan bruges til ret meget. Måske lige bortset fra at vise hvem der har mest kameratække og er god til at argumenterer under pres, men det er jo ikke dét der skal afgøre, hvem der egner sig bedst som statsminister og hvem som skal danne regering.

De senere år har jeg personligt valgt, at hælde til den side, hvor der bliver gjort mest for de langtidssyge, herunder kræftpatienter, men mit hjertebarn er og bliver REHABILITERING!!! Et ord jeg endnu ikke har hørt nævnt i den indeværende valgkamp… desværre. For bare inde for kræftområdet med ca. 33.000 nye kræfttilfælde årligt og flere og flere der overlever (tal fra Kræftens Bekæmpelse), så er der en absurd mangel på tilbud om rehabilitering, samtidig med at de tilbud der så er, forekommer mig at være noget snævre med særligt fokus på kost og motion, nogen som i min verden kommer sekundært efter de bløde og eksistentielle tanker og følelser som melder sig, når man har kæmpet med kræft.

Ved først og fremmest at få “styr” på det som foregår oven i dit hovedet, vil du kunne danne dig et overblik over, hvor du vil bevæge dig hen i livet. Overblik afføder overskud. Overskud er energi. Energien er én af flere motivationsfaktorer, som du kan bruge til at sætte kursen… og følge den. En anden gevinst ved at få “styr” på det oveni hovedet, og kende din kurs, er at du kan stille skarpt på målet. Når du kender målet behøver du ikke længere bruge en masse unødig energi, på at sejle rundt hvor vinden nu måtte føre dig hen, for du har fat i rorpinden. DU bestemmer kursen!.

Hvilket parti arbejder så mest for rehabilitering?

Det er godt nok svært… Med kræftplan 3, er det blevet mere tydeligt, at der mangler fokus og tilbud på området. Men faktum er jo nok, at der skal flere penge til, særligt fordi det inden for det offentlige system, ser ud til, at der ikke er interesse for indblanding fra private (socialøkonomiske) virksomheder, med mindre man altså hedder Kræftens Bekæmpelse.

Så mit valg falder på dem jeg mener og tror på, vil bidrage mest til det område, og lige nu hælder jeg til den røde afdeling, men jeg er – stadig - meget i tvivl. Det er mildest talt umuligt for mig at gennemskue de meldinger, der er kommet både før, men også under valgkampen. Når jeg hælder mest til den røde blok, er det fordi, at jeg håber og tror de kan gøre det bedre, end det den blå blok har formået de sidste ti år.

Bogmærk

Toke er på arbejde i denne uge, og har 7 dages uge, hvilket betyder at han først er hjemme på mandag. I søndags nogen timer inden han skulle afsted, fik jeg ham overtalt til at tage sønnike med på arbejde. I denne uge står den på Limfjordssejlads med en masse flotte og gamle skibe at kigge på, og Thor har længe gerne ville med på den tur, som løber af stablen en gang om året.

Julie og hendes kæreste støder til i morgen, og kæresten sejler med ugen ud. Julie er vidst nok nødt til, at tage tilbage og gå i skole torsdag og fredag, men kommer så igen til weekenden.

Jeg, derimod, har meldt fra i år og bliver hjemme – nogen skal jo passe farmen og dyrene . Men det betyder så også, at jeg er alene i denne uge, der er kun mig der skal op om morgenen, kun mig at tage hensyn til, kun mig at lave mad til og kun mig til at styre fjernkontrollen, hvis jeg altså når ind foran fjernsynet.

Alenetid giver mig mulighed for at arbejde lidt på mit KræftOverlever-projekt og skulle jeg glemme at lave mad eller gå i seng, så betyder det ikke så meget, for der er kun mig. Og det er altså bare sjældent at det sker.

I denne uge har jeg en del aftenarrangementer, hvilket er den egentlige årsag til at overtale Toke til at tage Thor med på arbejde. På den måde er Thor fri for at sidde alene de fleste aftener. Nu kan han i stedet have det sjovt, og jeg kan gøre det jeg skal UDEN dårlig samvittighed over at efterlade ham så meget alene.

Det bliver en god uge; jeg har nogle møder som jeg glæder mig til, en frivilligvagt i Kræftrådgivningen i Svendborg, min far kommer på besøg for en kort bemærkning henover weekenden, og vi skal følges til 90 års fødselsdag på søndag. Samtidig bliver det en uge med eftertænksomhed, med tid til at slappe af og ikke mindst ro til at nyde… hvad der end måtte komme.

Mandag kommer Toke og Thor hjem igen, og så vender dagligdagen tilbage igen, men indtil da… vil jeg samle en masse positiv energi og bare nyde at arbejde, gå ture og være mig selv!!!

Bogmærk

Tal fra Kræftens Bekæmpelse viser, at man regner med at ca. 25.000 danskere dagligt lever med senfølger der nedsætter deres livskvalitet i større eller mindre grad.

Du kan læse hele artiklen her.

Personligt håber jeg at projektet får succes, og at det vil give dokumentation nok til at det kan svare sig, at have livskvaliteten efter sygdommen med i overvejelserne, når man tilbyder behandlingen. Måske – og det er muligvis lidt naivt – kan det også give lægerne syn for, at nok vil vi gerne overleve kræften, men nogen gange har overlevelsen en meget høj pris, så som ubærlige smerter og træthed, der i den grad nedsætter livskvaliteten. Oveni er der flere – og jeg er én af dem – som døjer med fysisk uoprettelige skader, som for eksempel gør et samliv med manden temmelig kompliceret og for nogen måske endda umuligt. Hvis behandlingen kan tilpasses eller ændres, så udsigterne til en knap så forringet livskvalitet efter kræft, som man hører om i dag, er jeg sikker på, at én af effekterne også er større overlevelsesrate og langt færre omkostninger for statskasssen efterfølgende. Det kan da kun være til gavn for alle.

Bogmærk

Så vidt jeg har forstået, så handler det ikke om at blive brun – selvom behandlingerne foregår i et noget der ligner et solarie. Det handler om at blive stram og glat i huden – at skrue tiden tilbage. En læge har udtalt, at der er videnskabeligt belæg for virkningen, så længe lyset rammer 632 nanometer. Øhhh… okay!

Når noget er nano… et eller andet, så er det vidst nok i den afdeling, hvor det menneskelige øje er stået af, og hvor muligheden for at misse med bare en lille smule er temmelig stor, og det bliver da også nævnt af lægen, at han tvivler på at alle maskinerne rammer præcist.

Andre steder har jeg læst om falske “Godkendt” mærker, men helt ærligt…

Det der bekymrer mig mest, er at det i dag efterhånden er så godt som umuligt at opnå idealet hvad udseende angår. Ikke desto mindre er det åbenbart nærmest indgroet i de fleste, at efterstræbe det “perfekte”, og vi vil gå rigtig langt i forsøget på at vinde tid – læs et længere liv eller en længere ungdom. Men venner, hvad er prisen lige??

Det virker som en evindelig stræben efter hurtige løsninger på et ungt og friskt udseende, så vi kan narre os selv, og alle andre, til at tro, at vi er sunde og raske… og lykkelige?!

Personligt holder jeg på, at det er okay at tilstræbe at være sund og slank, så det vil jeg gøre mit ypperste for at blive, men for mit vedkemmende handler det mere om, at være og føle mig sund på den naturlige måde. Det handler om at give min krop, de bedste betingelser for ikke at blive syg igen. Pointen er, at jeg har snart levet halvdelen af mit liv, og jeg har erfaret at hvis du ønsker et varigt og sundt helbred, så findes der ingen hurtige løsninger.

Det kan godt være at collagenlys giver stram og glat hud, der ser yngre ud, men er det varigt? Er det sundt for huden? Hvor langt trænger det ind? Hvad sker der når du holder op med behandlingerne? Hvad sker der hvis indstillingerne på maskinen er forkert? Har du så reelt købt dig lidt tid? eller går ældningen pludselig hurtigere, fordi noget andet har taget skade.

Det kan godt være, at naturens vej er lang, men i min verden, er det den eneste vej der giver mening, og det er nok også den vej, der bedst kan sikre, at jeg ikke bliver syg igen.

Bogmærk