22. jun 2014

Jeg er tilbage fra nødsporet

af 0 Permalink 0

Long time, no see…

Der er gået rigtig længe siden jeg sidst har skrevet her. Jeg har ikke ligget på den lade side, tværtimod, så fik netop min erkendelse af, at jeg befandt mig mere eller mindre konstant i nødsporet, mig til at indse at noget måtte gøres, og det gjorde jeg så…

Mit “gamle liv”

iSmile2HideJeg ved, at jeg ikke lyttede til min krop og de signaler jeg fik fra den i mange år. Faktisk gjorde jeg nok det stik modsatte. Jeg gjorde ALT hvad jeg kunne, for at undertrykke alle signaler om at stoppe op og passe bedre på mig selv. Min ungdom har jeg brugt på at søge kærlighed og omsorg. Min lillesøster var syg i mange år, og tog naturligt nok, det meste af mine forældres opmærksomhed. Så en nem måde at få omsorgen og kærligheden på, den nemmeste måde at få det på – om end det var ganske kortvarigt – var sex.

Det var i hvert fald det jeg bildte mig selv ind. Ingen fik dog nogensinde lov at komme for tæt på – rent følelsesmæssigt. Jeg røg cigaretter som en skorsten – godt hjulpet på vej af min familie, som især på min mors side, altid har røget temmelig meget. Jeg drak og festede ofte. Jeg fik ret hurtig status, som familiens sorte får. Hende som ikke kom hjem som aftalt, hende som sov et andet sted end aftalt, hende som havde de forkerte og meget upassende venner. Resultatet var opmærksomhed, godt nok ikke af den gode slags, men dog opmærksomhed.

Da jeg fik børn, var det en befrielse at kunne lægge mit eget liv og mine problemer på hylden, til fordel for at være en god og omsorgsfuld mor for mine børn. De skulle vide, at jeg altid ville være der for dem 24/7/365. Sådan blev det. Jeg blev overvægtig, lignede mildest talt noget der var løgn, og levede vel egentlig stadig en løgn. For jeg levede med overbevisningen om, at jeg ikke var god nok, og at jeg bestemt ikke fortjente bedre. Ind imellem kunne jeg dog mærke min indre rebel; fandeme om jeg ville nøjes med det her og gå og være småsur, utilfreds og nedtrykt for til sidst at ende som en sur gammel kone, hvor højdepunktet indtræffer den dag senil-demensen sætter sig 100 %.

Men trods mit ønske om andet og mere, så havde jeg i den grad fået ødelagt min evne til at tolke de signaler jeg fik fra min krop, så meget så jeg som regel fik truffet nogle dårlige beslutninger, som gav endnu flere problemer og det blev uoverskueligt for mig, at slippe ud af min situation – synes jeg. Så jeg blev, fortsatte som sædvanligt – indtil jeg selv blev syg.

Var det derfor jeg blev syg? Det ved jeg ikke! Måske! I hvert fald ved jeg, at jeg ikke vil være syg igen, og hvis det betyder, at jeg skal tænke noget mere på mig selv, lære min krop at kende, lytte til den, pleje den og yde egenomsorg, så er det dét jeg vil gøre.

Du ved, ligeså godt som jeg ved det, at de perioder, hvor vi er lidt nedtrykte, mellemfornøjede og mellemtilfredse, også er de perioder, hvor vi er mest modtagelige for sygdom. Så får vi lige en halsbetændelse, blærebetændelse eller bare en god forkølelse. Der er efterhånden gået et stykke tid, hvor vi ikke har lyttet og forkølelsen er så beskeden om at lægge dig, og slappe lidt af, så din krop kan restituere. Men lytter du? Jeg gjorde ikke.

Læs om mit liv i nødsporet her

Mit livs vildeste rejse starter…

Som jeg skrev i Livet i nødsporet, så tog jeg en stor beslutning om at gøre noget! Noget meget anderledes og faktisk noget som jeg havde reserveret til den dag jeg måske fik et tilbagefald.

Det er egentlig tankevækkende, at jeg havde brug for en plan B i tilfælde af et tilbagefald. Det er næsten som om jeg gik og ventede på det. På den anden side så bære det også præg af mit ekstreme behov for kontrol – som om jeg kan kontrollere noget som helst, og det viser tydeligt min hang til at tage alle bekymringer på forskud, hvilket jeg jo overhovedet ikke har haft succes med tidligere – om noget så kom min diagnose som et lyn fra en klar himmel…

Jeg havde lige tabt 20 kilo, var slank og lækker! Så døde min mor lige pludseligt og 18 måneder senere… BANG du har kræft. Totalt uventet og noget jeg slet ikke så komme. Så hurra for at tage bekymringerne på forskud og forsøge at kontrollere alt og alle.

Det blev plan B, og ikke sekund for tidligt. Godt nok havde jeg ikke fået tilbagefald, men med den retning mit liv havde taget og jeg havde taget rent mentalt, så var jeg godt på vej lukt i helvede.

I december tog jeg beslutningen om at tage afsted til USA. Heldigvis så besidder jeg en temmelig stor handlekraft når jeg først sætter mig noget for. Lån kom på plads og jeg bookede mig ind på Hippocrates Health Institute. Jeg fandt et sted at bo, og siden jeg gerne ville tabe mig, så valgte jeg et sted, der lå ca. 5 miles (8 km) fra Hippocrates.

Jeg havde mine flybilletter, min reservation på Hippocrates og mit logi på plads. Den 14 februar skulle jeg med flyet fra Billund og jeg var mildest talt ved at sk… i mine bukser (heldigt at jeg har stomi, så sviner det ikke ;-)). Jeg var bange, jeg var bekymret og jeg fortrød 1000 gange, men jeg steg om bord på det fly.

Her startede en stime af store og små “første gang” for mig…

Mit livs rejse begynder…

Før jeg skulle starte på Hippocrates, var der lige en del praktiske ting der skulle ordnes, så som at komme til USA og komme på plads dér. Selvom alt var planlagt hjemmefra, så var der en del nye ting der skulle prøves af…

Jeg har aldrig fløjet alene!

For første gang i mit liv stiger jeg ombord i en flyver – ALENE! Ikke at det er så vildt for jeg har fløjet før, jeg har også fløjet langt før, men de andre gange, har jeg haft de andre at holde øje med, kaste mine bekymringer efter og hjælpe når det var nødvendigt, så er det så meget nemmere at glemme min tendens til klaustrofobi, min bekymring om hvorvidt flyet holdt til hele turen og i det hele taget glemme hvordan jeg selv havde det.

Denne gang var det bare mig og alle mine tanker, og siden jeg havde besluttet at tage afsted med et åbent sind, så lod jeg tankerne komme… og gå igen. Ingen panik. Det var en lang rejse på godt 24 timer, men det gik som planlagt og jeg havde en okay tur.

Jeg har aldrig lejet mig ind i privat logi!

Det var med en vis spænding, og træthed efter den lange tur, at jeg skulle møde Paul i lufthavnen. Paul Nison har selv været på Hippocrates og kommer der i dag som underviser. Paul har en lejlighed, hvor han bruger det ene værelse til kontor og det andet lejer han ud. Han er i lejligheden i dagtimerne på hverdagene, hvor jeg er på Hippocrates. Det betyder at jeg har lejligheden for mig selv. Nice :-).

Bortset fra de mange roommates i form af kakerlakker, så var det en fin lejlighed. Kakerlakkerne var mest i køkkenet og der brugte jeg kun køleskabet.

Jeg ankom om fredagen, søndag skulle jeg møde til registrering på Hippocrates, så lørdag måtte jeg ud og finde en cykel. Jeg havde jo besluttet at jeg skulle cykle til og fra Hippocrates. Paul var godt nok en smule forundret og det var der flere grunde til; den ene var at der rent faktisk er 8 miles (13 km) mellem lejligheden og Hippocrates. Heldigvis er jeg også dum-stædig, så jeg fastholdt at jeg ville cykle i stede for at leje en bil.

Jeg har aldrig cyklet i USA!

og helt ærligt, det tror jeg heller ikke der ret mange amerikanere der har!!!

Først skulle jeg have en cykel. Det var alt for dyrt at leje, så jeg besluttede at købe en. Cykler i USA – altså hverdags cykler er ikke det samme som herhjemme. Jo tungere en jernhest jo bedre :-(. Men jeg fandt en cykel som “kun” vejede 23 kilo, med 7 gear og dæk som på en mountainbike. til gengæld så er prisen okay 300$ inkl. bagagebærer, lås, cykelkurv, lappegrej, pumpe, lygter og reflekser.

Det var forår, tidligt forår da jeg kom til West Palm Beach i Florida, hvilket betyder at om morgenen var der 12 – 15 grader, midt på dagens 20 – 25 grader og sidst på dagen 15 – 20 grader. Og det er åbenbart koldt, for der var stort set ingen mennesker på gaden, og da slet ikke nogen på cykel.

I Florida der cykler du på fortovet, nogen steder er der dedikerede cykelbaner på vejen, men ingen derovre synes at kende til dem, i hvert fald blev jeg flere gange gjort opmærksom på at jeg befandt mig et forkert sted – også selvom der var en cykel afmærkning. Alle kører bil, kun ganske få går og indtil vi ramte april, var der heller ikke nogen der cyklede.

Det betød så også at jeg skulle være vågen og sikre mig at jeg blev set, før jeg krydsede en indkørsel eller et lyskryds, for de så mig ikke! Ydermere så er det lovligt at dreje til højre for rødt lys, så det var med at holde øjnene åben og tungen lige i munden.

Ud af nødsporet, ind i overhalingsbanen…

Jeg var i USA, jeg var på plads, jeg var så klar som jeg kunne blive. Mit nye liv begyndte lige dér…

No Comments Yet.

Hold dig ikke tilbage... smid en kommentar :-)

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: