1. feb 2014

Livet i nødsporet

af 0 Permalink 0

Man siger om de unge, smarte og nyrige at de lever livet i overhalingsbanen, og alle os der ikke befinder os i overhalingsbanen gør vores yppeste for at for at få overhalingsbanen til at lyde som noget, der ikke er værd at efterstræbe. Men er det i virkeligheden ikke der alt det sjove sker?!

Faktisk er jeg af den overbevisning, at det vil være sundt at befinde sig i overhalingsbanen i perioder, jeg tror det er der vi finder vores udfordringer, der hvor vi møder det ukendte, der hvor vi ser frygten i øjnene, finder modet frem og gør noget vi ellers ikke gør. Så i perioder er det helt klart det rigtige sted at være.

I de seneste år kan jeg i hvert fald ikke prale af at leve i overhalingsbanen, tværtimod, så har jeg igennem længere tid befundet mig i nødsporet, og tro mig, nødsporet er et sted du kun skal være i ganske kort tid. Jo længere du bliver der jo sværere bliver det at slippe ud igen. Trafikken suser forbi med høj fart og det er svært at finde et hul der er stort nok til at komme ud igen. Ikke desto mindre, så er det her jeg befinder mig.

Det er i grunden paradoksalt… mig der bruger en stor del af min tid på at hjælpe andre finde deres ståsted her i livet, jeg kan ikke finde ud a at hjælpe mig selv. Lige så paradoksalt det lige så typisk ved jeg også det er. Det er og forbliver meget nemmere at se andres problemer og hjælpe andre se og indse deres problemer eller udfordringer om du vil.

Nødsporet, som jeg nu kender rigtig godt, er der hvor alt bliver overvældende, der hvor energien ikke slår til, der hvor intet er som jeg havde ønsket og drømt om. Det er stedet hvor tårene kommer let, hvor humøret svinger, hvor arbejdet taget al min energi og der intet er til overs når jeg kommer hjem. Skrantende helbred, overspisning, dårligt selvværd og endeløs selvkritik hersker i nødsporet. For mit vedkommende er resultatet af at befinde mig i nødsporet, at jeg nu er sendt til tælling for stress!!!

Det er det mest skræmmende jeg har oplevet længe, for med stressen kommer også en øget risiko for at blive syg igen, for ikke at tale om alt det lort jeg har udsat min familie for i den senere tid. Heldigvis så elsker min familie mig højt og er så utroligt overbærende, og det er godt for det er mig og kun mig, som kan få mig selv ud af nødsporet og tilbage til den almindelige kørebane.

Jeg kan i den grad mærke hvordan min krop og nu også mit sind skriger efter en timeout, så der kan komme mere ro og harmoni ind i mit liv, det har taget mig lang tid at stoppe op og lytte og det er stadig svært, jeg skal vidst lige lære det igen. Til forskel fra de andre gange hvor jeg har været lidt overambitiøs på mine egne vegne, så har jeg denne gang valgt at lytte seriøst. Mit helbred er altafgørende for mit velbefindende og for at jeg kan leve det liv jeg ønsker at leve. Nu er tiden inde til at tage hånd om mit helbred!!!

Nok lidt typisk for mig, så har jeg taget en lidt drastisk beslutning, og når jeg først beslutter noget, så skal det også ske nu og her. Så i stedet for at blive sygemeldt med stress af lægen, har jeg valgt at tage orlov fra mit job i to en halv måned. Sammen med min søde mand har jeg fået lavet et lån så jeg kan få råd til at tage afsted på en rejse som både fysisk og mentalt bliver den vildeste rejse nogensinde for mig. Jeg tager 1o uger til USA. Jeg besøger det sted der siden jeg fik min diagnose, har været min plan B. Et sted som jeg er overbevist om vil vende mit liv til det bedre eller faktisk til det bedste det kan blive. Det er selvfølgelig stadig mig der skal gøre arbejdet, og det bliver gjort en smule nemmere fordi det der skal til, er sat i faste struktureret rammer og der er nogen til at guide mig hele vejen.

Jeg er spændt, jeg er nervøs – måske en smule skræmt – men mest af alt så glæder jeg mig til at starte mit liv – altså det liv jeg drømmer om, og som jeg ved jeg har fortjent.

Den 14. februar 2014 starter mit livs eventyr. Den 14. februar bliver dagen hvor jeg – ENDELIG – forlader nødsporet. Livet i nødsporet kan bestemt ikke anbefales, og nu tager jeg den nødvendige tur direkte ud i overhalingsbanen for en periode.

No Comments Yet.

Hold dig ikke tilbage... smid en kommentar :-)

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: