Arrrghhh!!!

I dag er så én af de dage, der burde være en af de gode. I stedet for at glæde mig over at skulle på weekend der hjemme, så har jeg fucket det hele op ved, at lægge under for min, til tider, noget ustabile psyke.

Jeg skulle have været i trykkammer for 5. gang i dag, og så hjem på weekend, men i stedet har jeg været skidt og har kastet op i nat og derfor vil jeg ikke i kammeret.

Det er helt sikkert psykisk og det er kun opstået for at ”spare” mig selv for at bukke under for det velmente pres jeg ville møde fra folkene ved trykkammeret.

I går aftes ved 23 tiden gik det op for mig, at jeg ikke kunne sove. Det har været en ret stressende uge, og jeg har svært ved at håndtere min angst for trykkammeret, især om morgenen lige inden jeg skal gå derover. Jeg vendte og drejede mig, stod op og åbnede vinduet, lå med dyne, så uden dyne, undrede mig over om de hormonpiller Karen havde hentet for mig var i orden, for de hedder noget andet end dem jeg plejer at få? Hjertebanken, kvalme, opkast… Jeg tror at jeg var hele spektret igennem, før jeg endelig faldt i søvn. Træt og ikke spor udhvilet blev jeg vækket af telefonalarmen. Ringede til lægen… hormonpillerne var i orden. Gik ned til morgenmad… sikke en kamp, maden voksede i munden og havde ikke rigtig lyst til at komme ned, og selv om klokken nu er 11.30, så føles det stadig som om, at morgenmaden kan finde på at komme op igen.

Lige i dag kunne jeg bare mærke, at jeg ikke havde overskud til at bekæmpe min trang til at løbe skrigende væk. Jeg vidste, at jeg ikke ville klare hele turen, og jeg var tæt på at tude, ved tanken om at skulle gå derover.

Kl. 9.50 tog jeg mig sammen og ringede til Annet; jeg vil gerne springe fra i dag… lidt snakken frem og tilbage, hun ringer senere med min tid på mandag.

I stedet for at føle lettelse over ikke at skulle i kammeret i dag, sidder jeg og skammer mig og er gal på mig selv, over at handle som jeg gør. Jeg SKAL have den behandling, den hjælper mig. Puhh, men hold kæft hvor er det svært. Jeg bruger rigtig mange kræfter på at holde panikken på afstand, når jeg sidder i tanken, og selv om der har været nogle dage, hvor det er gået bedre, så er det ikke noget jeg nogensinde kommer til at synes om. Noget tyder på at jeg er mere bange for den end først antaget, for sådan som jeg har haft det i nat ligner ikke mig.

I princippet har jeg jo prøvet det der er værre, den første omgang PDR, var jo et rent helvede i forhold til dette, men rationel tankegang hjælper bare ikke når jeg sidder derinde. I går var det lige alt det at jeg kunne styre mit ubehag, i dag ville jeg være knækket – det siger jeg ikke for at slippe, det siger jeg fordi jeg ved det. Jeg har ikke kræfter nok og overskud nok i dag til at kæmpe imod.

Alt i alt, så er beslutningen om at springe over i dag god nok, men jeg skammer mig og irriterer mig over at jeg var nødt til at sige fra.

Nu har jeg lovet Ira og mig selv, at jeg går tidligere derover på mandag, så jeg lige kan få en snak med Annet om, hvordan jeg kommer nogenlunde helskindet igennem denne behandling. For jeg vil helst heller ikke have flere af denne slags dage, hvor jeg føler, at jeg ikke kan magte det. Så slutter det jo aldrig, og jeg skal jo have 30 behandlinger.

No Comments Yet.

Hold dig ikke tilbage... skriv en kommentar :-)

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: