I dag søndag er der en flot artikel i Odense-tillægget side 6 og 7 i avisen.
Artiklen er lavet for at få gjort opmærksom på den patientforening som vi gerne vil lave en afdeling af her på Fyn. Nemlig foreningen for kræftoverlevere med senfølger. Foreningen har eksisteret nogle år, men de har kun haft en afdeling i Lyngby, men nu kommer der heldigvis en afdeling til Fyn også.
I avisen beskrives min historie i grove træk, det kan jo ikke lade sig gøre at få det hele med, så skulle de i hvert fald ikke skrive om andet den dag ;-).
Der er også en kommentar ved siden af artiklen. Kommentaren er givet af Overlæge Niels Holm på OUH. Han påstår at Odense ofte har henvist til trykkammeret. Jeg håber han har ret, han nævner hoved-halskræftpatienter som skulle være henvist, og er du én af dem, så må du gerne kontakte mig, så vi kan udveksle erfaringer – hvis du har lyst. Ud over dét, så kan jeg kun referere til et tal jeg selv fik, da jeg i 2008 var i behandling i trykkammeret. Jeg fik oplyst, at på dét tidspunkt, altså i 2008, var der ikke henvist til trykkammeret fra Fyn. Jeg var den første patient med stråleskader de havde haft fra Fyn.
Overlægen beskriver også risici. Og det er korrekt at der er risiko for at kræftceller også kan formere sig. Derfor er der da også et krav fra trykkammeret om, at du skal være erklæret fri for kræft, for at komme i betragtning til behandling.
Jeg har, så vidt jeg husker, aldrig selv mødt Niels Holm, jeg kan bare konstatere, at jeg den i dag i dag stadig møder modstand, når jeg fortæller om trykkammeret. Inden for det sidste år er det lykkedes mig, at få to læger til at lytte og det er da en god start. Desværre fornemmer jeg bare, at der er rigtig langt fra at lytte til at handle.
Forhåbentlig kan vi med opstart af endnu en afdeling af kræftoverlevere med senfølger, få noget mere fokus på de smerter og den store forringelse af vores livskvalitet, som vi er rigtig mange der må leve med. Jeg er dybt taknemmelig for at være i live – i dag. Men der har været tidspunkter, hvor mine senfølger og smerter var så ulidelige, at jeg overvejede om det var det hele værd.
Heldigvis har jeg to guldklumper derhjemme, som gør enhver kamp værd at kæmpe. Og så skal vi ikke glemme mine to absolut største helte; min mand som er god til at tage de kampe jeg ikke selv magter, støtte mig og være der når der er brug for det. Og så min egen privat-praktiserende læge – uden hans engagement, tro på mig og så-må-vi-gå-en-anden-vej holdning stod jeg ikke hvor jeg står i dag.
Tak til Anne Brødsgaard for en flot artikel.
