Breve til familien

I dag, den første mandag i januar, den første mandag i året og den første mandag i det nye årti, har jeg besluttet at dedikere dagen til at skrive to breve til to forskellige familiemedlemmer. Jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde vil aflevere brevene, men jeg er nødt til at skrive dem. Jeg er nødt til at få sat ord på mine oplevelser i forhold til de to, så det ikke længere skal holde mig søvnløs.

For at få et superb år, for at have overskud til at passe min familie og forretning, for at få ryddet op i mit indre kaos, er dette en nødvendighed. Hvorvidt de to vil modtage brevene betragter jeg ikke som vigtigt. Det er dét at skrive ordene som vil gøre, at jeg derefter kan lægge det fra mig som et afsluttet kapitel.

Mens jeg sidder her og skriver, er det gået op for mig, at der også er, og vil altid være, ting som jeg ikke fik sagt til min lillesøster og til min mor – de er døde, så det er ikke muligt at sige det til dem ansigt til ansigt. Jeg har dog stadig brug for at få sagt eller givet udtryk for de ting, derfor vil jeg inden månedens udgang også skrive et brev til hver af de to.

Ved at skrive brevene, kan jeg få tømt mit hovedet for de usagte ting som fylder temmeligt meget, og som til tider gør at jeg har svært ved at falde i søvn. Det vil være endnu et skridt på vejen, til at ændre mit indre kaos til min indre ro.

Januar vil for mit vedkommende nok være koncentreret om at få skrevet breve til familien. Med det gjort vil jeg også få frigjort noget overskud og energi, som jeg i stedet kan bruge på det som gør mig glad og dermed også vil gøre min mand og børn glade, og ikke mindst vil jeg være en erfaring rigere.

No Comments Yet.

Hold dig ikke tilbage... skriv en kommentar :-)

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: