Nej, det er rigtigt, at du – og jeg – ikke er alene, men visse kampe skal vi tage alene…
Jeg har også mine kampe, men jeg er kørt fast. Jeg er frustreret!
Nogen gange forstår jeg ikke helt hvordan mit hoved er skruet sammen; på den ene side, så formår jeg at bekæmpe en kræftsygdom, med lidt hjælp fra en god dosis medicin, en ordentlig portion livsvilje og et godt bagland. En sygdom som uden disse ting vil have en dødelig udgang. Jeg formår at komme videre med mit liv, selvom de fleste af mine kære falder bort som fluer.
Men når det kommer til at gøre dét, som virkelig kan få mit liv til at rykke, og få mit helbred helt i top, så kikser det for mig.
Trods en god motivation, og et brændende ønske om at tabe mig, genfinde min gode form og min sundhed, så formår jeg tilsyneladende ikke at overkomme den opgave. I hvert fald er jeg ikke kommet igang, og jeg har svært ved at overskue opgaven, for slet ikke at tale om, at finde ud af, hvor jeg skal starte. Hver gang jg prøver at komme igang, så giver jeg op… jeg er for træt, det regner, jeg har ondt… i morgen, så starter jeg – uden større succes.
Men…
Nu har jeg så gjort noget, som jeg ellers sjældent gør, og som derfor er et ret stort skridt for mig; jeg har bedt om hjælp!!!
Da det er et noget usædvanligt sted, for mig i hvert fald, at bede om hjælp, vil jeg ikke afsløre mere lige nu, men jeg følger selvfølgelig op på sagen her på min blog.
Lige nu er jeg også lidt skræmt, for hvad nu hvis de siger ja til at hjælpe mig, så skal jeg jo mande mig op. Og hvad nu hvis jeg fejler?! Men jeg har bedt om hjælpen, og får jeg den, så tager jeg imod, i førte omgang må jeg så bruge min stædighed, til at få mig igang og holde ved.
Forresten…
Hvornår har du sidst bedt om hjælp?
