En times motion på en halv time

Jeg har i rigtig lang tid haft svært ved at tage mig sammen til at motionere noget mere, men jeg synes at det er svært at finde tiden, og så bliver det bare nemmere at sige: “Nå, men så i morgen…”. I mit forsøg på at få presset noget mere motion ind i min ellers travle dag, er det faktisk lykkedes mig at få en hel times motion, mens det kun koster en halv time af min tid. Og hvordan gjorde jeg så det?

I foråret 2012 købte jeg en ny cykel, en fed en af slagsen. Jeg tænkte at den ud over at være god at køre på, også skulle være motiverende at se på, og give mig lyst til at lufte den… det er den der er på billedet, og personligt er jeg helt vild med den. Nå, men det er jo ikke fedt at bruge så mange penge på en fed ny cykel, hvis den så ikke kommer ud og kører, så jeg besluttede at jeg vil begynde at cykle noget mere.

Mine intentioner var at bruge cyklen når jeg skulle handle, for der er 4 kilometer til købmanden, men det faldt fuldstændigt til jorden, for er jeg først kommet hjem, så har jeg bare ufatteligt svært ved at komme ud af døren igen, så den duede ikke. Det næste var at prøve at overtale min søn til at “slæbe” mig med ud på cykeltur, men han havde ikke lyst. Han cykler til og fra skole, som er 6 kilometer hver vej, så han gider ikke cykle mere end højest nødvendigt ud over det.

Jeg kører i bil på arbejde og har ca. 50 kilometer. Jeg arbejder i Odense og bor på Sydfyn. En dag jeg kørte på arbejde, så jeg at der ved en forladt ejendom lige inden for byskiltet, holdt en række biler – alle med cykelstativ. Det måtte jo betyde at folk kom kørende dertil i bil med cyklen bagpå, og så cykler de resten af vejen. Den idé købte jeg…

Lige nu er det min ambition, at jeg mindst 3 gange om ugen tager min cykel bag på bilen, og kører til Odense bygrænse og cykler de sidste 8 kilometer på arbejde. Det er en cykeltur på en lille halv time. Fordi jeg skal igennem byen for at komme til mit arbejde, og det passer med myldretiden, så tager det mig cirka 15 minutter at komme gennem byen. Med cyklen tager det en halv time. Det betyder at jeg bruger et kvarter mere på at komme på arbejde når jeg cykler det sidste stykke, så frem og tilbage bruger jeg i alt en halv time længere på transport, men jeg cykler i en hel time.

Resultatet er jo så at jeg ved at bruge en halv time ekstra på transport får en hel times motion = 1 times motion på en halv time 😀

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Scroll to Top