Farvel til onkologisk afdeling

Jeg er nu overført til gynækologisk afdeling D6 på OUH. Her skal jeg komme til kontrol de sidste to gange, det står i min journal fra onkologisk afdeling på OUH. Jeg er dermed en afsluttet sag for onkologisk, og det passer mig egentlig godt nok.

Nå, i mit sidste indlæg skrev jeg om mine oplevelser ved den seneste kontrol på onkologisk afdeling på OUH, og i slutningen af det indlæg, nævnte jeg, at jeg havde en aftale på gynækologisk afdeling D6 om mandagen. Og trods lægens mening om, at den aftale var unødvendig at overholde, så tog vi afsted på sygehuset igen.

Det meste af den samtale gik på, at få konstateret om vi (læs Toke og jeg) var fatdumme, eller om der var sket en kommunikationsbrist mellem afdelingerne, siden der ikke var en D-læge til stede til undersøgelsen. Vi fik med det samme en uforbeholden undskyldning; der var sket en planlægningsfejl. Okay! Så langt så godt.

Heldigvis var det den samme læge som sidst vi var på den afdeling, og dermed den læge, som havde henvist mig til undersøgelsen på onkologisk afdeling. Vi kunne så fortælle ham, at vi synes det havde været spild af tid, for vi var ikke blevet klogere, altså medmindre at han ville give lægen fra onkologisk ret i, at min sammengroning er i livmoderhalsen og ikke i toppen af skeden, som han jo ellers selv havde sagt.

Lad mig sige det sådan; han var ikke helt parat til at sige at han havde taget fejl – snarere tværtimod.

Det var en god samtale, og siden jeg nu var overflyttet til dem, besluttede han at indkalde mig til en ny undersøgelse – i narkose – i december på deres afdeling, i deres regi og uden en R-læge (onkolog). Han spurgte om han skulle undersøge mig, nu vi var der. Det takkede jeg nej til! Jeg var stadig noget øm efter undersøgelsen på onkologisk.

Vi snakkede også lidt om, hvordan de havde tænkt sig, at jeg skulle tjekkes når mit kontrolforløb ophører. Oprindeligt havde jeg fået at vide, at jeg skulle tilbage til at deltage i de almindelige screeninger hvert 3. år igen, men hvis jeg er sammengroet er det jo umuligt at screene mig?! Det fik vi ikke lige en afklaring på den dag, og i princippet har vi jo også et år til at komme op med en god idé. Skulle det mod forventning gå helt galt med at få nogle rammer for fremtidige tjek sat op, så går jeg til min egen læge, han skal nok komme på noget der kan hjælpe.

Nu har jeg så heldigvis ro fra sygehussiden det næste halve år – så tilbage til livet og ud over stepperne 🙂

No Comments Yet.

Hold dig ikke tilbage... skriv en kommentar :-)

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: