Frygten bider

Det er lige gået op for mig, at jeg alligevel ikke er helt så afklaret med at skulle leve med stomi resten af mit liv. Jeg har stadig et lille og spinkelt håb om, at mine tarme bliver så meget bedre, at jeg kan få genetableret mit tarmsystem.

I februar i år fik jeg recept på noget medicin, som jeg skulle tage i en måned, og som lidt er den sidste udvej, for at få tarmene HELT på plads. Det er noget flydende medicin, som skal ind i tarmen via endetarmen og ligge dér natten over. Det skal så gentages i 30 nætter.

Jeg har ikke fået gjort noget ved det endnu…

Medicinen står bare og venter. Jeg har valgt at glemme det i en periode. Jeg har haft ambitioner om at starte på medicinen… i morgen!! Men nu skriver vi december, og jeg har ikke fået gjort noget ved det.

Hvorfor går jeg ikke bare i gang? Hvad er det jeg er bange for?

Jeg er nok ret bange for at behandlingen ikke har den ønskede effekt, og at jeg derfor ikke får genetableret mit tarmsystem, og at jeg én gang for alle må erkende, at jeg skal leve med stomi resten af mine dage!!

Det er selvfølgelig ikke enden på alting, hvis behandlingen ikke virker som ønsket. Det er muligt at leve med stomi. Det er dét jeg gør nu! Men hvor ville jeg bare gerne af med den. Jeg vil gerne have min krop igen. Jeg vil gerne være ”normal”, jeg vil gerne…

Jeg tror, at dét at vide, at det er sidste mulighed, har gjort mig bange. Så længe der er et lille håb, behøver jeg ikke fuldt ud at forholde mig til at jeg har stomi. Men hvis nu det ikke virker, er jeg nødt til at se det i øjnene.

Det tragiske er jo så, at det også afholder mig for muligheden for bedring. Sæt nu det rent faktisk virker, hvor fedt er det så lige, at jeg har trukket det så længe. To læger er faktisk blevet enige om, at det ville være en god idé at prøve, og at der er en reel mulighed for at det virker. Hvorfor fanden kommer jeg ikke bare i gang? Det er jo kun en måned, og så vil jeg vide hvor jeg helt præcist står?!

Dét vil jeg jo gerne vide, vil jeg ikke?