Jeg har fået ansvaret for mit eget liv.

Og det er lidt skræmmende…

For noget tid siden, faktisk i juni, var jeg til min seneste kontrol på OUH. Som sædvanlig lykkedes det ikke, at komme til at at tale med samme læge som gangen før, trods løfter fra lægen.

Jeg talte med hende i telefonen, som jeg også har skrevet om her før, hun ringede fordi jeg aflyste en MR-scanning. Jeg har, måske nok helt irrationelt, besluttet at jeg ALDRIG skal i en MR-scanner igen. Sidst jeg prøvede fik jeg et panikanfald, og en langsom og noget irriteret sygeplejeske at føle, så aldrig igen. Jeg kan klare at komme i PET/CT-scanneren, så den undersøgelse kan de lave i stedet.

Meldingen fra lægen var, at de godt kunne henvise mig til PET/CT i stedet for en MR, men at det ikke var den anbefalede fremgangsmåde, og at de derfor ikke kunne garantere den samme kvalitet, for det er MR de bruger til at tjekke om der er tilbagefald – kræft igen. Med andre ord, overgangen til PET/CT i stedet for MR var på mit ansvar. Samtidig har jeg sagt, at der ikke er en eneste onkolog, der får lov at lave en gynækologisk undersøgelse (GU) på mig, med mindre jeg er lagt i fuld bedøvelse. Her er den sidste melding så, at det er noget pjat, for så slemt er det heller ikke. Og jeg tager fejl når jeg mener at der er sammengroninger i toppen af skeden, og når jeg siger at det gør voldsomt ondt at få lavet den undersøgelse.

Med andre ord, er mit liv nu mit eget ansvar!!

Til min seneste kontrol, kunne jeg heller ikke få gennemtrumfet en GU i bedøvelse på onkologisk afdeling, så jeg bad om at blive henvist til gynækologisk afdeling, for hvis jeg skal undersøges uden bedøvelse, skal det være en gynækolog der laver undersøgelsen.

Sandelig om det ikke lykkedes, jeg fik henvisningen 🙂

Men nogen gange… så bliver jeg dog i tvivl!! Opdager de nu hvis der er noget der kommer tilbage? Vil de behandle mig ordentligt, når nu jeg selv har overtaget styringen? Jeg har jo ikke ligefrem et godt ry – blandt lægerne – på onkologisk, mon det bliver værre nu?

Men så tænker jeg; at dét jeg gjorde før, det virkede ikke. Jeg var helt knust hvergang jeg gik fra kontrollerne, jeg er både direkte og inddirekte blevet kaldt hystrisk og mentalt ustabil, alt sammen fordi jeg mente jeg havde nogle senfølger som de ikke havde beskrevet i deres papirer om min slags sygdom. Når de så endelig indså, at jeg ikke var hysterisk, men at der rent faktisk var noget om snakken, så fik jeg ingen undskyldning eller hjælp til at komme videre, jeg fik bare en anden læge at snakke med.

Så det med selv at tage styringen – sammen med min egen læge – har faktisk virket allerbedst. Det er med hans hjælp at jeg idag, har langt færre senfølger end jeg havde for bare et år siden.

Der er noget om snakken, når folk siger at man skal have et godt helbred, for at komme igennem både sygdom og sundhedsvæsen. Jeg havde et godt helbred engang. Nu er det i bedring, og det går fremad. Nogen gange er det en sej vej op igen, især når det kræver nogle kampe, som i min verden kunne være undgået.

Styrke og bagland kan også være altafgørende når man bliver syg. Heldigvis er jeg i besiddelse af begge dele.

No Comments Yet.

Hold dig ikke tilbage... skriv en kommentar :-)

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: