Berlingske Tidende bragte en artikel i søndags om et uanstændigt kræftforløb, som desværre endte med døden som udgang. Ligeså trist det er, at endnu én har lagt ryg til et dårligt forløb, så synes jeg at det er rigtig dejligt, at der nu kommer fokus på netop dette område.
Jeg tror ikke på – og jeg har længe ikke troet på, at mit forløb var undtagelsen der bekræfter reglen. Efterhånden har jeg talt med så mange og hørt om endnu flere, som i mere eller mindre grad har fået en dårlig behandling. Her mener jeg ikke nødvendigvis den faglige behandling, men primært patientbehandlingen.
Efterhånden er jeg ved at konkludere, at en stor del af landets læger på sygehusene, enten har pjækket fra timerne “omgang med patienter” og “samtalen med patienten”, eller der findes ikke undervisning i disse fag. Til gengæld synes de at lytte intens til lektioner i “konger og baroner”.
Når jeg læser i min dagbog fra den periode hvor jeg fik min diagnose, og frem til i dag, så er det mest frustrationer jeg har udgydet. Frustrationer over ikke at blive lyttet til, over at blive “stemplet” som hysterisk, over at blive mødt af ligegyldighed. Læger som den ene gang efter den anden konkluderer, at de kender min krop bedre end mig, at jeg ikke ved hvad jeg taler om, når jeg hævder at lide af noget, alene fordi det ikke er dokumenteret som en senfølge af den behandling jeg har fået. Læger som afslår at henvise eller undersøge en mulig behandling for senfølger, fordi den i deres verden ikke duer for sådan én som mig og sikkert slet ikke virker.
Med undtagelse af to kontroller, så har jeg til hver eneste kontrol, forladt sygehuset i en meget nedtrykt tilstand – min film er knækket. Hvordan i alverden tør jeg stole på, at de finder et eventuelt tilbagefald, hvis de slet ikke vil lytte. Hvordan tør jeg stole på, at jeg får den bedste behandling, når de blankt afviser alt hvad jeg kommer med.
Heldigvis fandt jeg ret hurtigt ud af, at jeg ville komme længere og få en bedre behandling, hvis jeg allierede mig med min praktiserende læge. Og heldigvis har mit forløb haft en noget bedre udgang, end det beskrevet i Berlingske Tidende i søndags. Men udgangen af mit forløb, har alene beroet på at jeg har en formidabel praktiserende læge, at jeg har nægtet at lade mig overbevise om at jeg tager fejl og blot er hysterisk, og at jeg har et fantastisk bagland.
Jeg går stadig i kontrolforløb, men sidste år besluttede jeg, at jeg selv ville styre mit forløb. Jeg får af og til nogle hak i tuden og jeg møder tit modstand fra de læger jeg skal tale med. Men det er min erfaring at; Kun hvis jeg insisterer, trænger jeg igennem. Kun hvis jeg kæmper, vinder jeg. Og kun hvis jeg er ligeglad med, hvad de i øvrigt mener om mig, og hvor lidt de har lyst til at tale med mig, kan jeg holde til det. For de SKAL tale med mig. Det er deres forbandede pligt, det er dét jeg og mange andre betaler dem for. Desværre er det med den attitude, at jeg er kommet længst. Men det er også kun noget jeg er i stand til at gøre, fordi jeg har en tillid til, at min praktiserende læge vil hjælpe mig, hvis jeg løber panden mod en mur.
Jeg vil erklære mig enig med budskabet i artiklen. Og det er helt klart min holdning, at først den dag, hvor lægerne ikke længere leger konger og baroner og kulturen blandt læger bliver ændret. Først den dag hvor man som patient, bliver betragtet og behandlet som et menneske og ikke bare som en journal. Først den dag, tror jeg at vi kan regne med og forvente, at det er muligt at få et ordentligt og anstændigt patientforløb.
Når så behandlingen for sygdommen endelig er overstået, og man skal hjem og komme til kræfter, så starter det hele forfra igen når senfølgerne melder sig – men det er en historie for sig.
Misforstå mig ikke, jeg er taknemmelig for at være rask i dag, men jeg frygter for dem som skal igennem noget tilsvarende. Er det virkelig det sundhedssystem vi ønsker?
