Min trykkammerbehandling – Dag 3

Behandlingen her går okay. Jeg tror ikke jeg kommer til at juble over at skulle ind i tanken, indenfor de 30 ture jeg skal have. Det bliver lettere for hver gang. Jeg må dog indrømme, at hvis jeg mente jeg havde et valg, så var én gang rigeligt.

Der var en artikel i EkstraBladet søndag den 22. juni 2008 om trykkammerbehandling. Behandlingen er vel egentlig okay beskrevet i artiklen, eller dvs. det der er beskrevet er, at du sidder derinde og gør hvad du kan for at slå tiden ihjel, og så selvfølgelig det gode der gerne skulle komme ud af behandlingen. Nemlig ingen smerter, kroppen heler sig selv og lignende.

I korte træk, så går det ud på at jeg møder ca. ½ time før, for at hilse på og klæde om, vi får så en kop kaffe og en slurk vand (resten af vandet gemmes til senere brug), der tisses af og så er det ind i “ubåden” Den er ikke skide stor; vi sidder 4 mand på den ene side og tre på den anden alle med ryggen til væggen. David vores dykker er vel knap et par meter høj, og han kan ikke stå oprejst derinde. Der er masser af slanger og apparaturer derinde. Vi har faste pladser. Når vi har sat os på vores sæder, der minder lidt om flysæder, spænder vi selen – ganske som på flyet – og får hjælp til at få vores krave på. En krav som består af en fast flad ca. 10 cm. bred ring, med et hul stort nok til at et hoved kan komme igennem. Der er så en slags latex-krave som slutter tæt til halsen, der bliver monteret to slanger på kraven, én til ilt-ind og én til luft-ud. Når alle er klar, så “dykker” vi. Det tager ca. 5 min. og 1. gang, måtte jeg stoppe dem to gange, for jeg kunne ikke følge med; propperne i ørene kom med det samme, og jeg kunne ikke nå at udligne trykket, og er du først bagud, så går det galt.

Jeg fandt dog de vise sten, og vi kom ned uden flere stop.

Nu skal man så have hætten på – hvad skal jeg sige???… Du sidder i en lille metalkasse, bag en låge der mest af alt minder om en dør ind til en bankboks, du er nede på 15 meter i tryk, så du ved at der går mindst ½ minut før nogen kan komme dig til undsætning, og nu vil de putte en pose over dit hoved. Mit hjerte prøvede at stikke af, min krop stress-svedte, så den stakkels dykker ville være stukket af alene på grund af stanken, men han var jo i samme situation, altså bortset fra det med hætten.

“klik… klik” så er man inde i hætten, nu kan du heller ikke høre særlig meget mere… og som prikken over i’et, da alle er “rigget” til, så kigger dykkeren rundt spørger om alle er okay (hvad tror han – den idiot), alle smiler og nikker, så vinkede han, sagde vi ses og lukkede døren bag sig – der skred min redningsmand!!!

1½ time, 90 minutter, 5400 sekunder – hvor du skal prøve IKKE at gå i panik – hvilket jo ville være det mest logiske at gøre.

Heldigvis, havde de andre 6 prøvet det før, og de var alle helt rolige, det hjalp lidt, men hold kæft hvor var det lang tid. Jeg brugte størstedelen af tiden til, at overbevise mig selv om, at jeg ikke skulle dø, at jeg bare skulle trække vejret normalt, for der var luft i hætten, at jeg ikke var ved at få klaustrofobi og at jeg nok heller ikke fik en omgang iltkramper, som så faktisk kunne få mig ud derfra. Jeg var så optaget af IKKE at gå i panik, at jeg glemte at der var en panik-knap, som det faktisk ville være okay at bruge, lige præcis i den situation jeg var i. Men man vil jo ikke have, at de andre skal lide under at man selv er et fjols.

Endelig var tiden gået, eller det var den ikke helt… de andre begyndte bare at pakke sig ind i deres tæpper, og lægge deres bøger og blade fra sig. Så begyndte det at trykke for ørene igen, men denne gang den anden vej, det føles nærmest som om at tromhinden bliver skubbet udad, og så blafrer den lidt, når den giver efter for trykket, og så bliver det iskoldt derinde. Lige i det øjeblik du er ved “overfladen” igen, så forsøger din hætte at stikke af. Man kan så lige tage en finger op under kraven og lukke lidt luft ind, så falder hætten ned på plads igen, og det bliver man så ved med, indtil den rare dykker kommer og befrier dig fra alt grejet, smiler og siger: “velkommen tilbage til overfladen, håber du har nydt turen”.

Jeg gik vel det meste af 3 timer efter det her, og var fuldstændig ekstatisk over at jeg havde overlevet denne prøvelse. Lige så glad som jeg var for at komme ud af tanken, lige så tæt var jeg på at kaste op, ved tanken om at skulle ind igen – men jeg gik troligt derover igen.

Nu efter 3. gang begynder det at hjælpe, det går bedre for hver gang, men jeg kommer sgu aldrig til at synes at det er fedt.

About Author

Hold dig ikke tilbage... skriv en kommentar :-)

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Få viden, værktøjer, trips og tricks til at tage magten fra kræften. Du får også nogle skarpe tilbud og nye forløbsdatoer før de frigives officielt.
Du kan til enhver tid afmelde dig med et enkelt klik.
Privatlivspolitik

Formål

Stedet her er til for at hjælpe dig der har overlevet kræft eller er i gang med det, til selv at gøre noget for at få at opnå en fornyet livskvalitet, for det fede er... du KAN selv gøre noget!

Lene Aagaard © 2020. All rights reserved

Før du smutter - Gør som andre kræftramteFå tips, tricks og viden fra en kræftoverlever til dig

Tilmeld dig Danmarks bedste nyhedsbrev om livet med og efter kræft. Ingen spam. Kun e-mails med tips til kræftramte og tilbud på forløb og workshops, der kan hjælpe dig til at tage magten fra kræften. Du kan til enhver tid afmelde dig med et enkelt klik.

Privatlivspolitik

%d bloggers like this: