Mødet med gynækologisk afdeling… igen

Igen fordi det var på gynækologisk afdeling at jeg gennemgik forundersøgelse i forbindelse med min kræft-diagnose.

Jeg fik en henvisning ved min seneste kontrol på onkologisk – Grønnegården på OUH. Og hurra for det. Trods ubehaget ved selve undersøgelsen, så var det en positiv oplevelese.

Lægen der skulle lave undersøgelsen, havde faktisk sat sig ind i min sag, men havde lige et par afklarende spørgsmål. Han mente at kunne se, at jeg vidst ikke havde haft et så heldigt forløb, og at jeg mente at der var nogle problemer med senfølgerne bl.a. sammengroninger i skeden. Jeg måtte give ham ret i hans observation.

Det var vigtigt for mig, at lægen forstod at jeg var hos ham, fordi de på onkologisk IKKE vil lægge mig i bedøvelse mere for at lave en gynækologisk undersøgelse (GU), og at jeg derfor havde bedt om en gynækolog, samt at det ligger mig tungt på sinde, at det ikke er en onkolog der laver undersøgelsen, især ikke når det er uden bedøvelse.

Reglerne for undersøgelsen skulle også lige på plads. Han skulle stoppe når jeg sagde stop. og han skulle være yderst forsigtig, og han skulle vide, at når jeg siger av, så er det fordi det gør ondt og så skal han trække sig. Han gik med på mit regelsæt.

Ret hurtigt inde i undersøgelsen blev det klart, at han ikke kunne undersøge ret meget. For det første var der nogle gamle sammengroninger, og skedevæggen er stiv og usmidig, så det kniber med pladsen. Han valgte at lave en ultralydsscanning, og der kunne han se sammengroningen og at det ellers så fornuftigt ud. Han tog nogle prøver, vidst nok et skrab eller to.

Efter undersøgelsen, blev vi enige om at prøve at få flyttet mine kontroller over til gynækologisk afdeling. Onkologisk må gerne stadig have hånd på sagen, men det er gynækologisk der laver undersøgelserne. Han mente også, at det nok er nødvendigt at lægge mig i bedøvelse omtrent hver anden gang, for ellers kunne de ikke få de rigtige prøver, og de kunne heller ikke mærke ordentligt efter, for det er simpelthen for smertefuldt…

TAK, lige dér blev jeg ret vild med ham; Jeg er IKKE hysterisk… han tror på mig… han tager mig alvorligt… gud hvor var det FEDT!!!

Jeg fik straks en ny tid i december, og Toke og jeg gik derfra med et stort smil. God oplevelse.

Nu tror jeg også, at jeg vil have det meget bedre når tidspunktet for næste kontrol nærmer sig, og det vil jo være ret fedt. Jeg VED at kræften ikke kommer igen, alligevel så lever tvivlen og frygten i bedste velgående i dagene op til kontrollerne. Men det kan bruges til noget godt. Det kan holde mig på dupperne, så jeg holder fast i mine rettigheder og mine overbevisninger om at JEG er den der bedst kender MIN krop!! Og hvem ved… med en ny afdeling og nye læger… måske kunne det gå hen og blive en god oplevelse at gå til kontrol?!

No Comments Yet.

Hold dig ikke tilbage... skriv en kommentar :-)

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: