Sommerferie i rette tid

Det har været et langt forår på mange måder, og jeg trængte virkelig til ferie. Hos os os er ferie lig med en længere periode, hvor Toke er hjemme, og eftersom han havde haft nogle lange arbejdsperioder op til ferien, kunne vi i den grad mærke at vi havde fri. Derudover er der jo lige det faktum at jeg er gift med en tornado, der bare ikke kan holde sig i ro, så der gik vel en uge eller halvanden, så var min vilde have pludselig trimmet og pæn, huset skinnede og vi fik god hjemmelavet mad. Det er da ferie når den er bedst 🙂

I slutningen af Juli tog vi en uge til Irland. Jeg havde lejet en bil i tre dage, så vi startede med at køre fra Dublin til Vestkysten. Den første aften kørte vi “hjem” til Dublin og sov, natten efter blev vi “ude”. Vi fikmkørt godt 2000 km. og fik set en god del af den grønne – og meget smukke – ø.

Vi fik set hvor grøn øen virkelig er, i øvrigt en fantastisk smuk grøn farve. Jeg ved ikke om der er et specielt lys, eller om græsset bare er grønnere, men hold da op hvor er det flot. Vi fik også gået en masse lange ture, hvor vi havde en fantastisk udsigt. Her er bare én af dem:

Bagefter tilbragte vi et par dage med at udforske Dublin, og en af de større oplevelser var helt klart besøget på Trinity College som byder på stolte traditioner og smukke bygninger.

Det var en smuk og oplevelsesrig tur, som vi virkelig nød. Den eneste virkelige nedtur, var at vi til at starte med valgte Irland for at kunne besøge en kammerat… desværre flyttede han til Frankrig en uge før vi kom. Til gengæld arranerede han en dag med hans onkel, som tog os ud på en utrolig smuk, utrolig lang, utrolig stejl og utrolig hård vandretur. Eller det vil sige, for ham var det en turisttur, for mig var det en ekstrem overvindelse og kæmpe sejr. Turen gik cirka 4 – 5 km op af bakke – læs bjerg – hvor vi gik fra 0 til 600 højdemeter. Herefter 1 – 2 km på bakkekammen og endelig ned igen… af ca 5000 trappetrin.

På turen op passerede vi flere som gik den modsatte vej, og når man skulle passere var det nødvendigt at den en part trådte til side, så den anden kunne komme forbi, og da vi gik deropppe på bakken, har jeg nok mest af alt lignet en som kunne dratte om hvornår det skulle være. I hvert fald fik jeg bemærkninger og trøstende ord med på vejen, noget i retningen af: “Hang in there, you can make it”, “You’re allmost there”, “not far now”, “you can do it”. Og ja, de havde alle ret og det var sødt af dem.

Trods enormt ømme ankler og knæ, så var det en tur jeg aldrig vil glemme, og det tror jeg heller ikke at Thor og Toke vil.

No Comments Yet.

Hold dig ikke tilbage... skriv en kommentar :-)

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: