Mit navn er Lene Aagaard og jeg er stifter og ejer af Aagaard Inspire og det er dermed mig, der er initiativtager til CancerCoach.dk og Veganeren.dk.

Personligt

Jeg er gift og mor til to børn, og bor på en nedlagt landejendom i et smukt landskab, med en skøn udsigt til det sydfynske Øhav. Noget som for mig er rekreative, inspirerende og afstressende omgivelser.

Jeg er kræftoverlever, men ikke bare det, at overleve kræft er lidt af en præstation i mine øjne, det kræver ikke så lidt, så derfor er jeg selvfølgelig en STOLT kræftoverlever.

Naturligt nok,  er jeg,  ligesom alle andre blevet påvirket og præget af de ting, som livet har valgt at udsætte mig for. Det har bestemt ikke altid været nemt, nogen ganske få gange har jeg da også overvejet om det var det værd, og hvorfor det lige var mig der skulle rammes så hårdt. Kriserne har fyldt, og de har i perioder nærmest “suget livet ud af mig”.

Det er nemt at drukne i en god gang selvmedlidenhed, men det kommer jeg jo for pokker ikke videre af. Den første beslutning jeg måtte tage, var at lægge frasen: “Nu kan det da ikke blive værre…” på hylden, for JO! det kan det. I stedet skiftede jeg den ud med: “Nu kan det kun blive bedre…”, for det bliver det.

Selv synes jeg at jeg stod med to valg: Jeg kunne forblive i min selvmedlidenhed, være bitter på livet og formentlig dø en tidlig død, eller endnu værre, ende som en gammel bitter kone, der bruger sine gamle dage på at slå sig selv oven i hovedet, fordi hun ikke valgte at leve livet fremfor at overleve det. Og så er vi jo allerede ved mit andet valg, som for mig – nu – lyder i retningen af: Ting sker fordi der er en mening med det. Det kan godt være svært at se i det øjeblik de sker, særlig når mine kære dør som fluer omkring mig, eller jeg selv rammes af den der kedelige sygdom kaldet kræft, men der en mening, noget jeg skal lære. Og jeg har lært… EN MASSE :-).

Det vigtigste jeg har lært, er at livet er en gave, og du vælger selv hvad du vil gøre med det! Bare husk!!! du får det ALDRIG igen, så det er NU! LIVET ER NU! Ikke i morgen, eller næste uge, NU. Den dag du er i gang med nu, kommer aldrig igen. Det er NU!

Jeg vil leve mit liv optimalt og jeg har fortjent lige præcis det liv jeg drømmer om, og jeg vil være stolt af det jeg opnår.

Det liv jeg drømmer om, er at bruge den megen lærdom, som livet har givet mig på at hjælpe dig og alle de andre, som ligesom du og jeg, er eller har været ramt af kræften, til at finde vejen til et optimalt liv efter kræften, med de følger og konsekvenser sygdommen nu engang har.

Du har også fortjent det liv du drømmer om, selvfølgelig har du det!

Ja, jeg ved godt det er nemmere sagt end gjort, jeg brugte selv 20 år på at komme mig, efter at min lillesøster døde kun 19 år gammel på grund af kræften. Det var også en kamp at miste min mor, som i 2004 faldt om på gaden om morgenen med en akut hjerneblødning og sent samme aften blev erklæret død, blot 56 år gammel. Jeg holdt både min mormor og min morfar i hånden da de døde, og selvom det var aldrende mennesker, så er dét ikke en behagelig oplevelse, slet ikke set i lyset af, at de begge, få år forinden, havde holdt mig i hånden da jeg selv blev ramt af kræft.

Faktum er, at det kan lade sig gøre at komme op igen, men du skal ville det og du skal selv gå vejen. Er du til gengæld klar til at yde en indsats, for at komme videre eller måske bare komme i gang med at finde ud af hvad du egentlig vil, så er jeg klar til at hjælpe dig med ALT hvad jeg kan og har. Jeg har en masse værktøjer, jeg har en bunke tips og tricks, og jeg har hentet hjælp dér hvor jeg selv kommer til kort. Alt sammen for at give dig de bedste vilkår for at blive en glad, styrket og stolt kræftoverlever.

Lidt af det faglige jeg har bedrevet

  • Underviser stråleterapeuter på Radiografuddannelsen i stråleskader og omgang med patienter.
  • Underviser hos AspIT, en skræddersyet IT-uddannelse for unge med Aspergers syndrom/ASF.
  • Uddannet Health Educator fra Hippocrates Health Institute i Florida, USA
  • Uddannet og certificeret Life- og BusinessCoach.
  • 15+ års erfaring fra IT-branchen som systemudvikler og webudvikler.
  • Uddannet datamatiker og tjener – her kan man tale om sporskifte 😉
  • 3 års arbejde som kontorleder hos et tysk firma i Danmark.
  • Lidt HF for at pynte på skolepapirene.
  • Et år som Au-pair i Zürich, Schweiz hos Ortodokse jøder.

No Comments Yet.

Hold dig ikke tilbage... smid en kommentar :-)

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.