Et skridt af gangen og mød din frygt

Det er lidt komisk – synes jeg, at mange af os er så gode til at se og løse andres problemer, men vi har så frygteligt svært ved at se vores egne i øjnene.

Når det handler om at gøre noget for mine nærmeste, noget som vil glæde dem eller hjælpe dem, så overmander jeg frygten og gør mit allerbedste, hvilket som regel er mere end rigeligt. Jeg er stolt af mine børn og af Toke, jeg er stolt af min far og af mine svigerforældre, men når det kommer til mig selv, så har jeg alt for høje og til tider uoverkommelige forventninger. Og endnu bedre, jeg er god til at overbevise mig selv om, at alle andre har de samme forventninger til mig, som jeg selv har.

Når jeg så fejler – eller slet og ret er en smule menneskelig – og ikke lever op til disse forventninger, så er jeg dybt skuffet og pålægger alle andre også at være det. Det er hårdt at leve på den måde, så de senere år, er det en overbevisning jeg arbejder med at komme til livs, og jeg er godt på vej.

Jeg har lige haft en karrieremæssig øv-oplevelse, som helt klart er affødt af at ville erobre verden på én dag, men ikke kunne det fordi jeg er bange. Rigtig bange, og ender med at finde mig selv handlingslammet, panisk og ærgerlig over at jeg ikke formår at leve op til mine høje forventninger.

Med lidt hjælp, finder jeg ud af, at jeg er bange for at gå efter drømmen – og her sætter min lettere forskruede hjerne ind – fordi, at hvis jeg fejler og det hele falder til jorden, så er min drøm væk, alt jeg har kæmpet for er væk, og det kan jeg næsten ikke rumme. Omvendt, hvis jeg ikke går efter drømmen, så har jeg den jo stadig – jeg får den godt nok aldrig udlevet, men jeg mister den heller ikke. Hmmm…

Nu ved jeg jo tilfældigvis, at min drøm er realistisk nok, og den kan blive virkelighed… hvis jeg tør.

I dag, da jeg talte med min svigermor i telefonen, besluttede jeg at være ærlig og fortælle om mine bekymringer og om mit noget uheldige mønster, som jo blokere lidt, for at komme videre med min drøm. Her valgte hun så, at minde mig om, at set med hendes øjne, så er jeg mere end almindelig i stand til at gøre det jeg sætter mig for, også at sælge mig selv.

Jeg har i den senere tid, proklameret at jeg er rigtig ringe til at sælge mig selv. Så vidt hun kunne erindre, så havde jeg til dato fået alle de jobs jeg havde søgt, bare for at nævne et enkelt eksempel. Det er også hendes overbevisning, at min søde datter har den samme evne til at sælge sig selv, og at hun under ingen omstændigheder har den evne fra sin far. Svigermor har ret. Hun fik også sagt, at hvis hun kender mig ret, og vi antager at skrækscenariet sker; hvor drømmen falder til jorden og det ikke bliver til noget, så vil jeg helt sikkert finde en anden drøm at gå efter, når jeg har slikket sårene. Igen har hun ret!

Så dagen lærdom er to ting:

  1. at møde min frygt, for der er rigtig fedt på den anden side. Det har jeg – når jeg skal være ærlig overfor mig selv – jo set flere gange.
  2. tag et skridt af gangen, Rom blev ikke bygget på én dag, og det gør min drøm heller ikke, og en del af processen, er at nyde det undervejs.

Og det er så det jeg skal nu 🙂

No Comments Yet.

Hold dig ikke tilbage... skriv en kommentar :-)

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: