Plantebaseret livsstil

Plantemad, plantekost, plantebaseret livsstil. Kært barn har mange navne. Når du lever vegansk eller plantebaseret, så indtager du hverken drikke- eller fødevarer der har animalsk indhold. Du bruger ikke cremer, kosmetik og lignende der er testet på dyr, du går ikke med uld eller læder, du er meget miljøbevidst og du vil gerne være sund, glad og have masser af overskud.

Jeg har mange gode grunde til at vælge at spise plantebaseret og leve den plantebaserede livsstil, her er nogen af dem:

Mit helbred på plantemad:

Mere og mere research viser fordelene ved at leve som veganer og spise plantemad, ikke mindst når vi taler helbredsmæssigt. Jeg mærker selv hvilken god effekt det har på mit helbred. Jeg ved at jeg kan fastholde mit nuværende gode helbred med den veganske kost, da jeg i dag er sundere end jeg har været i mange år – læs før jeg skiftede til den veganske kost og før jeg blev ramt af kræft! Jeg er og forbliver veganer. Min personlige grund til at blive veganer har helt klart basis i min frygt for at blive syg igen, og i dag ved jeg, at jeg kan holde mig sund og rask ved at leve som veganer.

Dyrevelfærd – eller mangel på samme:

Det strider mod ALT hvad jeg tror på, at behandler vores dyr som vi gør, ikke mindst på kød- og mejeri-industriens “fabrikker”. Det er ikke længere en hemmelighed at svinene i den danske svineproduktion lever under kummerlige forhold og hvor mishandling er daglig kost for mange af dyrene, her tænker jeg på kasteration uden bedøvelse, halekupering, høns får afkortet deres næb og dyrene har en afkortet levetid på grund af den grove udnyttelse, her vil jeg blot nævne den stakkels malkeko…

En ko kan – hvis den lever under naturlige forhold – blive op til 20-25 år gammel, men skulle den være så uheldig og blive dansk malkeko, så ser det noget anderledes ud jævnfør den beskrivelse du kan se nedenfor. På Landbrugs Info kan du læse at den økologiske malkeko KUN lever 3,5 måned længere end den konventionelle malkeko.

Når kvien er ca. 2,5 år gammel og har kælvet, kaldes den en ko, og kan malkes to gange i døgnet. Den producerer megen mælk i starten, men så falder mælkemængden langsomt. Allerede tre måneder efter at koen har kælvet (født), insemineres den igen.
En malkeko skal føde en kalv om året for at producere mælk. To måneder inden koen kælver, stoppes malkningen for at give koen fred og ro. Så snart koen har kælvet, malkes den på ny. De fleste malkekøer i Danmark slagtes, når de har ydet mælk i 4-5 år – mælkeydelsen falder, og det kan ikke betale sig at fodre på en gammel ko. Det vil altså sige, at en ganske almindelig malkeko får 3-4 kalve i sin levetid.

– Malkekoens livsforløb – Videnscentret for landbrug

Vi er jo efterhånden blevet informeret via diverse TV-programmer om, at svinene i den danske svineproduktion lever et liv, vi ikke engang ville udsætte vores værste fjende for. Forholdene er så grelle at det er nødvendigt at forebygge sygdom med antibiotika og pennicillin i større og større mængder fordi de bliver resistente, og i den sidste ende, så indtager du det når du spiser din kotelet. Det er både måden de behandles på som produktionsdyr og når de så har udtjent deres livsformål og skal til slagteriet.

Foreningen Anima, som kæmper for dyrs rettigheder til et ordentligt liv, har lavet en lille pjece, som beskriver de forhold dyrene i dansk landbrug lever under, forhold jeg ikke vil støtte. Læs pjecen her.

Den er velskrevet og giver god information og for mit eget vedkommende, så giver den god motivation til at leve plantebaseret og spise en masse plantemad.

Miljøet:

Der er lavet en lille video som viser hvordan det kan afhjælpe miljøet på mange fronter, at gå “tilbage” til at føre landbrug som man gjorde for mange år siden og stadig kan bevare en god produktion, ikke mindst hvad angår kvalitet både af kødet, men vigtigst af alt for dyrene og miljøet. Samtidig så kan det være at vi kan bremse affolkningen af udkantsdanmark. Udkantsdanmark er vel egentlig også et ord der er opstået fordi der er sket en affolkning af landområderne og mere og mere jord inddrages til landbrug. Landbruget er i øvrigt en af de største syndere hvad angår miljøforurening, og så er det den eneste virksomhedsform du kan drive med konstant underskud, og klynker du nok, så kommer staten og redder dig.

Selvom videoen ikke opfordre til den veganske livsstil, så er den alligevel et godt bud på noget af det vi kan gøre for ikke bare at forbedre dyrevelfærden, men så sandelig også vores miljø:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Scroll to Top