Endelig! læger der lytter

I denne omgang var jeg afsted to gange i forbindelse med min kontrol. Den 7. december var jeg til kontrol på gynækologisk afdeling. Selve undersøgelsen er aldrig særlig behagelig, men snakken med lægen var okay.

Lægen, ved sidste kontrol på den afdeling, havde godt nok sagt, at det vidst var på tide at jeg fik lov at tale med den samme læge fremover. Det holdt så ikke. Endnu engang har jeg mødt en læge jeg ikke har mødt før. Men resultatet af kontrolbesøget var, at om et halvt år skal jeg indlægges på onkologisk afdeling, for at få en gynækologisk undersøgelse efter alle kunstens regler i fuld narkose og med deltagelse af både onkologer og gynækologer. Det er ikke muligt som det ser ud dernede lige pt. at tage ordentlige celleprøver pga. sammengroninger, men det vil de så prøve når jeg er bedøvet og ikke ligger og prøver på at stikke af fordi det gør ondt. Samtidig vil de også kigge på om sammengroningerne kan/skal skæres op, eller om det – som de forventer – er omsonst, fordi det bare vil gro sammen igen.

I går, den 8. december, var jeg så til kontrol på onkologisk afdeling. Fordi de ENDELIG har fået elektronisk journal, kunne lægen se at jeg dagen forinden havde været på gynækologisk, og at alt var fint. Det samme kunne han sige om min PET-scanning, den så også fin ud. Så det endte med at lægen startede med at spørge, hvad agendaen for vores samtale så skulle være?! Det var jo ligesom mit clue til at bringe trykkammeret på bane igen, igen, igen…

Jeg vil skynde mig at slå fast, at lægen som jeg var til samtale med på onkologisk OGSÅ var én jeg endnu aldrig havde mødt. Han havde en lægestuderende siddende ved siden af sig, og sygeplejesken tror jeg at jeg har mødt et par gange.

Normalt så spørger de om hvordan det er gået siden sidst, og hertil kunne jeg jo kun sige, at det var gået forrygende, og at behandlingen i trykkammeret i den grad havde ændret mange ting i mit liv til det bedre. For en gangs skyld var det en nysgerrig læge, og han spurgte ind til trykkammerbehandlingen, det samme gjorde sygeplejesken, og det gjorde at vi brugte det meste af et kvarter på at jeg fortalte i grove træk om behandlingen, mine resultater, det jeg havde hørt fra andre, bivirkninger og senfølger, eller skal jeg sige mangel på samme 😉 og endelig om den videnskabelige undersøgelse der er lavet på patienter med stråleskader efter behandling for underlivskræft. DE LYTTEDE! DE SPURGTE!! Det var vildt oplivende. Tænk hvis de ligefrem begynder at overveje om det kunne være en mulighed for andre patienter, det kunne være SÅ fedt – ikke mindst for de patienter som måske bliver sendt afsted.

Det er ikke fedt at gå til kontrol. Men nu er jeg efterhånden så langt i forløbet, og det går så godt, at vi har aftalt, at det ikke længere er nødvendigt at scanne mig hvert halvår. Med mindre de får mistanke om at noget skulle være under opsejling, så vil jeg ikke blive scannet, før der er gået 5 år efter behandling, hvilket først er om 2 år. Dejligt!

Jeg har været afsted på sygehuset TO gange i denne uge, og det er lykkedes mig at komme derfra TO gange uden at være gået ned med flaget. Det må da også – alt andet lige, være sjovere for dem, når samtalerne går godt og er positive. Tænk at det for nogen er så svært, når der egentlig – i min verden – ikke skal mere til, end at lytte og at spørge! Og det er vel egentlig også sådan, at det fungerer bedst og positivt mennesker imellem?!

2 Comments
  • Gitte
    december 9, 2009

    Tillykke med et godt resultat og et par gode oplevelser. Dejligt at høre (… eller læse)! 🙂

  • Julie
    december 11, 2009

    Det er da super lækkert at de begynder at lytte til det du siger. (langt om længe) – Men som man siger, bedre sent end aldrig!
    Er virkelig glad for at se at det gik godt derude og der også kommer posiktive oplevelser med hjem derfra. 😀

    Kæmpe knus og kys

Hold dig ikke tilbage... skriv en kommentar :-)

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: